Politiet håber, at nye billeder kan give afgørende spor i eftersøgningen.
Da Jens Peter Taulborg forlod sit hjem på Kildevej i Varde, kørte han på en ny sort herrecykel af mærket Centurion Basic. Politiet har offentliggjort nye overvågningsfotos fra tanken, hvor han købte cigaretter i håb om, at nogle kan genkende cyklen.
- Vi håber på, at nogen har set eller fundet den nye sorte Centurion cykel og vil kontakte os, siger lederen af lokalpolitiet i Varde, politikommissær Torben Kloster. Det ville være utroligt værdifuldt i forhold til, hvor vi eventuelt kan lede videre, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Jens Peter Taulborg Madsen var i perioden op til sin forsvinden psykisk ustabil. Pårørende har fortalt, at han tidligere har sagt, at han godt kunne tænke sig at bo i en skov, sådan som det har været omtalt, at nogle krigsveteraner har gjort det i perioder. Han søgte selv ofte til skov, når han ville være alene.
Derfor har politiet også afsøgt nærliggende skovområder med hunde og helikopter, men desværre uden resultat. Også frivillige har siden ledt.
FAKTA:
- 180 cm høj og veltrænet
- Kort gråt hår
- Mørkt kortklippet skæg
- Iført hvide kondisko, blå cowboybukser, kort sort softshell jakke og en mørkegrå cap eller kasket
Centurion Basic med stelnummer WAK 42162 G