Se videoen: Dronningen kom med solen

Klokken var præcis 10.00, da dronning Margrethe gik i land på Sønderborg Havn. Dermed er regentens sommerferie i det sønderjyske begyndt.

Ferien er begyndt for dronning Margrethe, som kort før kl. 11 tirsdag formiddag sluttede sig til kronprinsparret, som allerede opholder sig på Gråsten Slot.

Inden da blev dronningen modtaget på den røde løber på havnen i Sønderborg foran Sønderborg Slot.

Kongeskibet Dannebrog stævnede i havn i køligt, blæsende og skyet vejr kort før klokken 10 tirsdag formiddag, men i det øjeblik, dronningen gik i land, brød solen frem.

Ledsaget af borgmester Erik Lauritzen hilste Dronning Margrethe på viceborgmester Stephan Kleinschmidt, kommunaldirektør Tim Johnny Hansen og fru Bente Blenstrup, biskop Marianne Christensen, byretspræsident Karen Thegen, stabschef  Lisa Dissing (i stedet for politidirektøren), chef for Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, Claus Klaris og fru Anne Marie Klaris, havnemester Finn Hansen og havnemester Torben Østerby.
Ledsaget af borgmester Erik Lauritzen hilste Dronning Margrethe på viceborgmester Stephan Kleinschmidt, kommunaldirektør Tim Johnny Hansen og fru Bente Blenstrup, biskop Marianne Christensen, byretspræsident Karen Thegen, stabschef  Lisa Dissing (i stedet for politidirektøren), chef for Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, Claus Klaris og fru Anne Marie Klaris, havnemester Finn Hansen og havnemester Torben Østerby.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Som noget nyt var det i år Sønderborgs borgmester, der officielt tog imod dronningen på havnen. Tidligere har det været statsforvaltningerne, der har stået for modtagelsen i havnene.  

Da dronningen kom fra borde, fik hun overrakt blomster af den 7-årige blomsterpige Iben Frederikke Jørgensen. Herefter hilste hun på blandt andre viceborgmester Stephan Kleinschmidt, biskop Marianne Christensen, byretspræsident Karen Thegen og chef for Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, Claus Klaris.

quote

Gråsten liver op og stråler på en anderledes måde, når splitflaget vajer på slottet.

Erik Lauritzen, borgmester (S), Sønderborg Kommune

Inden dronningen satte kurs mod Gråsten, nåede hun at hilse og give hånd til nogle af de flere hundrede, der var mødt frem for at se regenten.

10 minutter for tidligt på den

Allerede klokken 10.30 – ti minutter før tid – ankom dronningen til torvet i Gråsten, hvor et par hundrede fremmødte ventede med flag og blomster.

Traditionen tro sad beboere fra nogle af kommunes plejehjem på første række og hilste på dronningen, inden hun tog plads ved det gamle rådhus, hvor borgmester Erik Lauritzen (S) holdt tale.

Dronningen hilser på de fremmødte foran Gråsten Rådhus.
Dronningen hilser på de fremmødte foran Gråsten Rådhus.
Foto: Line Sahl, TV SYD

- Det er en ekstra glæde, når Kongeskibet lægger til i Sønderborg. Det pynter så meget dér ved slotskajen, og vi håber altid det bliver liggende i nogen tid, så vi kan nyde synet – og Deres besøg – længe. Gråsten liver op og stråler på en anderledes måde, når splitflaget vajer på slottet. Det er ikke så nemt at pege præcist på, hvad det er, eller sætte ord på, hvad det er, der sker, sagde borgmesteren til dronning Margrethe i sin tale på Torvet i Gråsten.

Efter modtagelsen på Torvet vinkede dronningen farvel og tog til Gråsten Slot.

Her ventede kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres fire børn. De har allerede opholdt sig på Gråsten Slot et par uger.