Oversigt

Grusgrav genåbner efter ni måneders nedlukning

Virksomheden Kudsk og Dahl kan nu genoptage deres arbejde i grusgraven i Nørre Hostrup igen, der har været lukket siden juni 2022.

Det skriver Kudsk og Dahl A/S i en pressemeddelelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har besluttet, at nedlukningen skal ophæves endeligt, mens en verserende klagesag fra 2020 behandles.

Virksomheden har været under driftstop de sidste ni måneder. Derfor glæder direktør, Casper Mathiasen, sig over nævnets beslutning.

- Vi er alle lettede over denne afgørelse, der jo sætter et foreløbigt punktum i et meget hårdt og ulykkeligt forløb for vores medarbejdere og virksomhed, siger han.

Det drejer sagen sig om

I 2020 tog en nabo til grusgraven i Nørre Hostrup kontakt til Region Syddanmark, da vedkommende mente, at der var mere larm fra grusgraven, end det var tilladt.

En nærmere undersøgelse viste, at naboen havde ret.

Region Syddanmark valgte på trods af klagen at forny Kudsk & Dahls tilladelse til at udvinde råstoffer i grusgraven i 2020. Herefter klagede naboen over regionens beslutning om at forny tilladelsen.

Sagen landede hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, der kom frem til, at der var mangler i aftalen mellem Kudsk & Dahl og Region Syddanmark.

Ifølge Kudsk & Dahl selv udbedrede de kort efter de støjgener, der blev påpeget af både nabo og Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det var dog ikke dokumenteret og indskrevet i tilladelsen. Derfor var konklusionen fra klagenævnet, at tilladelsen, regionen havde givet, ikke længere var gyldig. På baggrund af det blev Kudsk & Dahl 1. juni 2022 tvunget til at indstille deres aktiviteter i grusgraven.

I oktober 2022 modtog Kudsk & Dahl en ny tilladelse fra Region Syddanmark til at udvinde råstoffer i grusgraven, men samme nabo har ifølge virksomheden nu valgt at klage over den nye tilladelse. Klagen betyder, at virksomheden fortsat ikke må genoptage aktiviteterne.