Lokale borgergrupper savner opbakning til deres kamp

De to borgergrupper "Stop Billundbanen" og "Højspændingskabler i jorden" har svært ved at samle de nødvendige underskrifter til deres borgerforslag.

Masser af omtale i medierne og masser af borgere samlet til protestmøder viser, at opbakningen er tilstede.

Alligevel er de to borgergrupper ikke i nærheden af de 50.000 underskrifter, der skal til, for at deres borgerforslag kan blive fremsat af et folketingsmedlem i Folketinget.

Siden 26. april 2018 har det på Borgerforslag.dk været muligt at støtte op om et forslag, der skal få det planlagte højspændingsnet fra Idomlund ved Holstebro til den dansk/tyske grænse gravet ned i jorden.

quote

Vi regnede med, at det ville tage rimelig kort tid at få samlet de 50.000 stemmer, der skulle til for at få projektet op i Folketinget.

Mogens Præst, forslagsstiller, Esbjerg.

Men indtil videre er antallet af støtter kun nået op på 5.656, og det skuffer forslagsstiller Mogens Præst fra Esbjerg.

- Vi regnede med, at det ville tage rimelig kort tid at få samlet de 50.000 stemmer, der skulle til for at få projektet op i Folketinget. Det var vi slet ikke i tvivl om, når man tænker på den store modstand, der har været i området, siger Mogens Præst til TV SYD. 

Protesterne mod det luftbårne højspændingsnet får masser af omtale i medierne.
Protesterne mod det luftbårne højspændingsnet får masser af omtale i medierne.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Underskifterne mangler

Heller ikke borgergruppen, der vil sætte en stopper for etableringen af Billundbanen, har fået mange underskrifter til deres borgerforslag, der blev offentliggjort den 12. juni 2018. Her er det samlede tal i skrivende stund kun på 449 underskrifter. 

Borgerforslag er en god idé

Men selvom opbakningen til de to lokale borgerforslag ikke har opnået den ventede succes, er der stadig enighed om, at muligheden for at stille et borgerforslag til folketinget er en rigtig god idé.

quote

Når man laver et borgerforslag, er det lidt nemmere at få mediedækning.

Martin Fogh Skovlyst, forslagsstiller, Vejle

- Når man laver et borgerforslag, er det lidt nemmere at få mediedækning, end hvis man bare kommer med et læserbrev eller kommer og siger, jeg er sur over et eller andet, siger Martin Fogh Skovlyst fra "Stop Billundbanen" til TV SYD. 

Martin Fogh Skovlyst fra "Stop Billundbanen" håber stadig at få stoppet togbanen mellen Vejle og Billund.
Martin Fogh Skovlyst fra "Stop Billundbanen" håber stadig at få stoppet togbanen mellen Vejle og Billund.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

For begge borgergrupper er det vigtigste at få skabt noget debat omkring det projekt, som de brænder for. Derfor er arbejdet med at lave et borgerforslag langt fra spildt arbejde, mener de.

- Det synes jeg ikke, men det er selvfølgelig skuffende, at vores borgerforslag ikke har fået større opbakning, siger Mogens Præst.

Læs mere om de to borgerforslag Højspændingskabler i jorden og Stop Billundbanen på Borgerforslag.dk.