TV der bevæger dig

Butiksindehaver efter oversvømmelse: - Vanvittigt, kommunen ikke kan styre det

Vejle blev fredag aften og natten til lørdag ramt af kraftig regn gennem flere timer, og det satte store dele af midtbyen under vand.

Vedelsgade i Vejle mindede fredag mest om en hyggelig aften i Venedig. Foto: Camilla Ravn Jakobsen

- Det er trejde gang på ti år, at midtbyen står under vand på denne måde. Det er vanvittigt kommunen ikke kan styre det.

Sådan siger Michael Kyed, der er indehaver af Tartan Music på Vesterbrogade i Vejle. Han er frustreret over, at Vejle Kommune ikke magter at sætte en stopper for det.

- Jeg tør jo snart ikke have butik i Vejle midtby længere, siger Michael Kyed.

Både Vedelsgade og Vesterbrogade blev fredag aften fuldstændig oversvømmet, og flere butikker og private boliger i stueetage stod under vand.

- Det er vigtigt at sige, at der er tale om en ekstrem situation med alt det vand, der kommer ned. Der vil være steder, hvor det løber over. Vi gør alt, hvad vi kan, men der vil være steder, hvor det vil give problemer, når vi får så meget vand, siger Keld Andersen, der er leder af landbrug og vand ved Vejle Kommune til Vejle Amts Folkeblad.

Vejle Kommune vil indsamle erfaringer

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, Venstre, var selv nede i Vejle midtby fredag aften for at se på vandmasserne og de skader som det forvoldte.

- Jeg fik en masse sms'er fra kommunens folk, så jeg tog ned i byen for selv at se det. Det var meget heftigt, siger Jens Ejner Christensen til TV SYD.

I løbet af weekenden vil Vejle Kommune lave en erfaringsopsamling, der skal gøre kommunen klogere på, hvad der skete fredag i Vejle, efter regnen væltede ned over byen.

- Vi skal have et overblik over om vores varslingssystemer virkede som de skulle, og jeg vil vide, hvorfor vores sluse ikke fungerede optimalt før sent på dagen, siger Jens Ejner Christensen.

Slusen er en forholdsvis ny investering, der blandt andet skal sikre at tidevandet fra fjorden ikke kommer ind og gør ondt være, når der er skybrud over Vejle. På grund af renovering af slusen, så fungerede den ikke optimalt før hen ad fredag aften. 

Borgmesteren forstår frustrationen

Vejles borgmester påpeger, at slusen et par gange har reddet byen fra oversvømmelse, men han erkender, at situationen fredag aften var utilfredsstillende.

- Jeg forstår borgernes frustration, men de skal vide, vi arbejder på højtryk for at redde situationen.

 

Mere vejr