En enorm investering skal vende skuden på lille ø, som huser to af landets største virksomheder.
Da Bent Larsen i 2012 sad til et borgermøde om placeringen af et nyt sundhedshus i Nordborg på Als, slog en tanke ham:
- De ti arbejdspladser, som sundhedshuset ville give byen, battede ingenting.
Fordi den lille by for længst havde haft sin storhedstid. Dengang op mod 8.000 mennesker arbejdede på Danfoss, som blev grundlagt lidt udenfor bygrænsen på Nordals, og boliger skød op til højre og venstre.
Gennem en årrække så Bent Larsen sin hjemby blive affolket, mens huspriserne faldt, og butikkerne drejede nøglen om.
Flere tiltag for at vende udviklingen er blevet søsat de seneste 25 år, men intet i den kaliber, som åbner den 20. juni i år.
Et ferieresort til 1,7 milliarder kroner med hytter, vandland og aktiviteter midt på Nordals. Et projekt født af en lokal gruppe og ført ud i livet med hjælp fra kommunen og nogle af landets tunge erhvervsmænd: Bent Jensen fra Linak og Peter Mads Clausen, tidligere formand i Bitten og Mads Clausen Fond, som ejer halvdelen af Danfoss.
tvSyd har fulgt tilblivelsen af resortet i programmet 'En drøm til milliarder', som du kan se lige nu på tvSyd PLAY og lørdag aften på tvSyd klokken 19.30.
Gruppen fra Als
Bent Larsen er opvokset på Nordals og bor der i dag med sin kone Charlotte. Han arbejdede 14 år hos LINAK og senere Danfoss, men da finanskrisen ramte, blev han selvstændig sammen med sin bror. Sammen med deres ægtefæller driver de Dyvig Bro, som er en havn ved Dyvig Badehotel.
- Da vi kørte vores børn i skole om morgenen, så sagde vi altid til dem, at de skulle tage ansvar for egen læring. Hvis de vil forandre noget, må de selv gøre noget ved det, siger Bent Larsen.
Den indstilling måtte han efterleve, da han sad til borgermødet om sundhedshuset.
- Jeg måtte være ærlig overfor min egen prædiken for mine børn og gøre noget, siger han.
Derfor begyndte han at ringe rundt. Han skabte en visionsgruppe, som skulle komme med drejebog for at skabe vækst på Nordals.
Med i gruppen kom blandt andet den nu afdøde erhvervskvinde og direktør for Universe Pia Bech Mathiesen, Kjeld Kückelhahn, Jan Bossen, daværende borgmester Aase Nygaard, Bent Jensen og Peter Mads Clausen. I alt ti personer trådte ind i gruppen, som skulle være apolitisk og have turisme som fokus.
Giv tilbage
Bent Jensen, ejer og direktør for Linak. En stor dansk virksomhed med 2.200 ansatte, 27 datterselskaber og milliardomsætning.
Selvom han er engageret i virksomheden, banker hans hjerte for Nordborg.
- Jeg er født her, og jeg husker den tid, hvor byen havde alt: Slagtere, isenkræmmere, møbelhandler, ishus, slikbutik. Jeg cyklede 25 kilometer for at få en milkshake – og bandede bakken hjem igen. Det var en levende by, siger Bent Jensen.
Han peger på globalisering og generationsskifte, som affolkede byen. Måske også en smule med finanskrisen i 2008.
Han gik med i visionsgruppen med et klart formål:
- Jeg vil give tilbage. Det skal løbe rundt, men jeg regner ikke med at skovle penge ind. Det handler om at løfte området.
Spørger man Peter Mads Clausen fra Bitten og Mads Clausen Fonden, er han enig. Danfoss har i årevis puttet penge i kommunen og etableret oplevelsesparken Universe, havnebadet i Sønderborg og været mangeårig partner med Syddansk Universitet.
Han er anden generation i familien, som ejer Danfoss, der i 2024 omsatte for 72 milliarder kroner. Hovedsædet ligger i Nordborg.
- Vi gør det ikke, fordi vi vil tjene penge. Vi gør det, fordi vi gerne vil være med til at skabe noget varigt i det samfund, vi er en del af, siger han.
Virksomheden har også døjet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og Peter Mads Clausen siger, at der skal ske en helhedsudvikling af hele området, som trækker flere borgere og dermed den rigtige arbejdskraft til.
15 minutter med ministeren
Der gik ikke mange år, før ideen om et badeland på Nordals kom frem i lyset. Det var, ifølge Bent Larsen, Pia Bech Mathiesen, som præsenterede sin vision om et stort ferieresort ned til stranden med tilhørende badeland på Nordals.
Som taget ud af et ø-råd i 'Robinson Ekspeditionen', omgivet af fakler i lokalerne i Universe, blev gruppen blæst bagover af hendes idé. Det engelske konsulentbureau AECOM lavede en grundig undersøgelse af egnen for at være sikker på, at det kunne løbe rundt. Det kunne det.
Så hev Pia Bech Mathiesen en dag Bent Larsen til side. Hun havde fået 15 minutter med daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S). Han overtog posten efter Annette Vilhelmsen (SF) i august 2013 og sad på posten frem til juni 2015.
- Fedt, tænkte jeg. Men så sagde hun, at det var om 2,5 time, og at jeg skulle gøre det. Det var vigtigt, at det var en lokal, siger Bent Larsen og uddyber, at der også blev lavet en ansøgning.
Missionen var at blive ét af ti projekter, som fik dispensation til at opføre kystnært byggeri. Kort sagt at bygge ned til vandet. I oktober 2015 præsenterede den nye erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) så projekterne. Ferieresortet var med.
Før og efter brugte visionsgruppen utallige timer på foredrag om deres planer for at få lokal opbakning samt sikre underskrifter fra lodsejere, så arealerne kunne komme på plads.
Pengene på bordet
I 2018 havde visionsgruppen en masterplan for hele resortet og lokal opbakning. Der kom løbende flere til, som på forskellige måder bidrog.
I den plan var det et selskab, som skulle drive resortet. Et selskab med omfattende investeringer. Det blev præsenteret på Hotel Nørherredhus på Nordals.
- Vores drøm var, at det blev et samarbejde mellem Bent Jensen fra Linak, Peter Mads Clausen fra Bitten og Mads Clausen Fonden og kommunen, som kørte projektet videre, siger Bent Larsen. De havde ifølge ham også stukket en finger i jorden hos Lalandias ejere, Parken Sport og Entertainment, og et andet investeringsselskab.
Til mødet var blandt andet kommunaldirektør Tim Hansen, Bent Jensen og Peter Mads Clausen.
- Vi præsenterede planerne for gruppen. Men så skulle vi have ordene frem, hvor pengene skulle på bordet. Og vi sad og overvejede vores ord, siger Bent Larsen og tilføjer:
- Men så lænede Jan Bossen sig frem, bankede i bordet og sagde på ærkesønderjysk: "Så venner, nu skal vi ikke snakke mere om den varme grød. Det er nu, der skal penge på bordet. Jeg har kigget på min konto, og det er begrænset, hvad jeg kan bidrage med."
Bent Larsen krøb sammen i stolen. Men så kom der en latter.
Hør Bent Larsen fortælle om mødet herunder:
Kommunen ville gerne gå ind i projektet med 12 millioner. Bent Jensen lagde seks millioner, og det gjorde Peter Mads Clausen også senere.
Nordborg Ferieresort var nu officielt på skinner. Den 17. maj 2022 blev det første spadestik taget.
1,7 milliarder kroner og syv år senere står det der så. 13 år efter at Bent Larsen sad til borgermøde om sundhedshuset.
Lige ved siden af Universe på Nordals. Oprindeligt lød prisen på 1,2 milliarder kroner, men den måtte senere justeres. Blandt andet blev projektet forsinket med halvandet år og havde udfordringer med regn.
Selskabet bag er 70 procent ejet af Bent Jensen og 30 procent af Bitten og Mads Clausen Fonden.
Bent Larsen trådte ud af gruppen og understreger, at han er stolt over det enorme arbejde, der i årevis blev lagt i projektet fra mange forskellige aktører.
- Nu cykler jeg forbi og glæder mig til, at det åbner. Jeg er ikke spændt, fordi jeg ved bare, at det bliver godt, slutter han.