Nu rives skæmmende kro-ruin ned

Det er snart mange år siden, at Korskroen ved Esbjerg var et driftigt sted med masser af gæster og arrangementer. Nu rives ruinen ned.

Landevejskroen blev bygget i 1907 - og var i god drift og  landskendt frem til åbningen af motorvejen mellem Esbjerg og Kolding i 1997.

Med motorvejens komme gik trafikken ikke længere lige forbi Korskroen, der hurtigt sygnede hen og siden blev forladt og forfaldt til en skæmmende ruin.

En lovændring, ejernes velvilje og statslige samt kommunale penge baner nu vejen for et farvel til den gamle Korskro-bygning, som snart vil blive revet ned og fjernet.

Siden nytår har kommunerne kunnet søge staten om økonomisk hjælp til nedrivning af tomme erhvervsbygninger i det åbne land. Tidligere gjaldt det kun erhvervsbygninger i byområder, men lovændringen gør, at en bygning som Korskroen nu kan fjernes med statslig støtte.

Landevejskroen blev bygget i 1907. Nu skal den rives ned.
Landevejskroen blev bygget i 1907. Nu skal den rives ned.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Koster 750.000 kroner

Nedrivningen af Korskroen vil koste 750.000 kroner.

Staten betaler de 70 procent, mens Esbjerg Kommune bruger 225.000 kroner fra sit byfornyelsesbudget til at fjerne bygningen. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det er to borgere, som har indstillet bygningen til nedrivningen, og i den forbindelse har Esbjerg Kommune genvurderet bevaringsværdien for bygningen.

I 1992 blev bygningen kategoriseret som havende en høj værdi, mens en aktuel vurdering lyder på en lav værdi grundet tilstanden, og bygningen er dermed ikke bevaringsværdig.