Direktøren var klar til den største kamp i klubbens historie – men så skete det uventede
Der er ikke et kedeligt øjeblik for Stig Pedersen i FC Fredericia. Selvom han er direktør, er der masser af praktiske – og uventede – ting at gøre.
Det er stilhed før stormen.
Og dog.
FC Fredericias direktør sidder på det lille kontor, der faktisk også er speakerrummet, når der spilles fodbold på banen.
Telefonen kimer konstant, og det er direktør Stig Pedersen selv, der tager den.
I den anden ende er der journalister, lokale virksomheder og andet godtfolk fra Fredericia, der i sidste øjeblik prøver at klemme sig ind til aftenens store begivenhed.
Det er dagen for den største kamp i FC Fredericias historie. De er lige rykket op i Superligaen.
Og nu kommer de danske giganter fra FC København på besøg. Normalt spiller FC København i Parken, som har plads til 38.000 tilskuere.
Fredericias stadion er ikke helt færdigt endnu. Men i dag vil de prøve at klemme hele 6000 ind.
Nu bliver det hele sat på prøve, og tv2.dk er med bag kulissen i timerne inden kick-off.
Kan stadion holde til presset? Kan klubben klare så mange fans udefra? Hvad med øl og pølser? Er der nok?
Men den slags ting bekymrer ikke Stig Pedersen. Han er mest nervøs for det tordenvejr, der muligvis er på vej.
Og med rette, skal det senere vise sig. Men på en uventet måde.
FC Fredericia er i Superliga-målestok en lille klub.
Her er der kun ansat en god håndfuld medarbejdere til hverdag. FCK har knap 700 på lønningslisten.
Det ydmyge antal ansatte betyder også, at Stig Pedersen selv tager telefonen, selvom han er direktør, og taler med hvem end, der er i den anden ende.
Det samme scenarie ville være utænkeligt hos dagens modstandere. Men det er anderledes i Fredericia.
Og det kan Stig Pedersen sådan set godt lide.
Ikke for sjov
Det summer på stadion.
Weekenden inden havde FC Fredericia til manges overraskelse vundet deres første kamp i Superligaen mod Silkeborg.
Ingen vil sige det, men ønsket om en overraskelse i aftenens kamp ligger usagt mellem alle de ansatte.
- Jeg håber på en uafgjort, siger Stig Pedersen.
Melvin Kakooza er lige kommet ind på kontoret og har sat sig i stolen lige ved direktørens skrivebord.
Ikke nok med at han er det nyeste bestyrelsesmedlem af klubben, han er også nyslået medejer.
Så der er en hel masse på spil for komikeren.
- Jeg tør simpelthen ikke gætte på noget resultat. Jeg håber bare på det bedste, siger han.
FC Fredericia har altid ligget i et helt særligt hjørne i Melvin Kakoozas hjerte. Og klubben var også omdrejningspunktet i hans komedieserie ’Sunday’.
Melvin Kakoozas seriøse arbejde med klubben bliver løbende dokumenteret i det program, der hedder ’Melvin ser rødt’.
Men modsat ’Sunday’ er det nu bare ikke for sjov.
Melvin fortæller om sit tætte forhold til direktør Stig Pedersen, som han beskriver som en form for onkel.
- Han er indbegrebet af FC Fredericia. Og han er helt nede på jorden. Jeg har ikke mødt nogen, der kan sige noget dårligt om ham, siger Melvin.
Cirka på samme tid løfter direktøren røret på telefonen for at ringe til et lokalt firma. Der er tvivl om, hvorvidt de kommer til spisning eller ej, så Stig Pedersen vil lige tjekke det.
- Vi er kun cirka 2,5 ansat her på kontoret i øjeblikket, så hvis alt skal lykkes, så bliver alle nødt til at gå lidt længere, siger han, da han har lagt røret på.
Og så rejser han sig for at vise holdlederen fra FC København, hvor omklædningsrummet er.
Direktøren for mange ting
Stig Pedersen er indbegrebet af fodbold i Fredericia.
Den 64-årige direktør spillede i sin tid selv 300 kampe for Fredericia KFUM.
Da klubben i 1991 blev til FC Fredericia, spillede han 75 kampe og scorede 13 mål.
Efter den aktive karriere fortsatte han som skolelærer. Men da klubben rykkede op i 1. division, blev han ansat som sportschef på deltid.
Jobbet som skolelærer skulle jo stadig passes, selvom han fik travlt som sportschef.
- Jeg har været ansat siden 1996 og har lige siden skrevet samtlige kontrakter, der er lavet i FC Fredercias historie. Selvfølgelig i tæt samarbejde med bestyrelsen, siger Stig Pedersen.
Som direktør for klubben har han til tider haft fingrene helt nede i jorden under fodboldbanen.
- Når vi ikke er flere, så må alle jo køre lidt længere på literen, og alle må løse alle opgaver, siger han.
I det samme kommer en fan ind på kontoret. Hun har bestilt en Fredericia-trøje, som hun gerne vil hente.
Også det sørger Stig Pedersen for at ordne samtidig med, at han bekymrer sig for det tordenvejr, der stadig er på vej ind over det sydjyske område.
FCK kommer
I vagtrummet er der også bekymrede miner.
For når der for første gang kommer over 6000 tilskuere på et ikke helt færdigt stadion, giver det lidt sved på sikkerhedschef Martin Colins pande.
Og når man har fyldt udebaneafsnittet til randen med 2000 FCK-fans, så perler sveden lidt ekstra.
Ikke mindst på grund af det truende tordenvejr, der ville betyde, at hele udebaneafsnittet skulle evakueres.
Men en anden årsag er faktisk større.
- Min største bekymring er, at vi løber tør for øl og pølser hos dem, siger Martin Colin.
- Så længe der er nok af det, skal det hele nok gå.
Vi zoomer ind på tribunen, hvor de mange tusinde FCK-fans om ikke så længe kommer myldrende ind.
For i det hvide telt er der en mand, der har styr på netop den del af festen.
Pølser og brok
Otto Arreborg er selvudråbt Danmarksmester i at vende pølser. En disciplin han har forfinet gennem de seneste 28 år som pølsevender hos FC Fredericia.
- Der er ingen, der har mere styr på det end mig. Heller ikke selvom vi er gået over til gas. Det var sgu federe dengang, det var kul, siger Otto Arreborg.
Sammen med sin faste pølsevendemakker Kim Larsen går de i gang med dagens arbejde.
Tonen mellem dem er hård, som kun tonen kan være mellem nogen, der kender hinanden godt.
De er effektive, mens de brokker sig over det meste. Gasgrillen. Udpakningen af pølserne.
- Vi er kommet alt for sent i gang i dag. Ingen har bedt os om at hjælpe før nu. Det er sgu en træls måde at starte på, tordner Otto Arreborg.
Han er på ingen måde nervøs for pludselig at skulle servere sine pølser for så mange københavnerfans. Han er nærmere uimponeret.
- Jeg er mere nervøs for, at vi ikke når at blive klar, så vi står med en masse mennesker, der er utilfredse, siger han.
Trods al brokkeriet knokler de på, og inden længe er der gang i grilleriet, mens øllen er ved at blive kørt på plads i teltet ved siden af.
Umiddelbart vil der være øl og pølser klar til FCK-fansene, når de om lidt begynder at myldre ind.
Men det ser lidt sort ud i horisonten.
Kendt af alle
Direktør Stig Pedersen bliver ved med at slukke små ildebrande over det hele.
Ved siden af banen er han ved at finde ud af, hvem der står for internettet til både tv- og pressefolkene.
Imens er stadion så småt blevet fyldt til den helt store kamp mod københavnerne, der i dansk målestok er blandt giganterne.
Nu er der ikke længe til kampstart.
- Det hele er eksploderet i Fredericia efter klubbens oprykning til Superligaen, fortæller han.
I hele 24 år har klubben udelukkende spillet kampe i 1. division. Men så var der pludselig bingo i sidste sæson.
- Det har været tæt på mange gange før, men FC Fredericia er jo ikke en klub, der står først på listen, når de bedste spillere skal vælge klub, siger Stig Pedersen.
”Hej Stig”, lyder det hele tiden omkring ham.
Efterhånden som han går gennem tribunen, bliver han hele tiden stoppet af folk, der enten vil sludre med direktøren eller bare hilse på.
Han er kendt af alle, især af de mange sponsorer, der gør hele arbejdet med klubben muligt.
Og lige om lidt skal det vise sig, at det er godt at have telefonnummeret på én af sponsorerne.
Åh nej
Hos Otto Arreborg og Kim Larsen på udebaneafsnittet er der gang i pølserne.
De første FCK-fans har allerede sat tænderne i de grillede mesterværker fra Ottos trofaste tang.
Humøret er højt, for det hele kører, selvom både han og Kim Larsen var skeptiske fra starten.
Kunderne er glade, om lidt er der fodbold og tordenvejret er heldigvis gået uden om Fredericia.
Den afslappede stemning er behagelig. Alt er gået efter planen.
TV 2 Sporten har fået en glad og rolig Stig Pedersen med i livesendingen. Interviewet er netop gået i gang.
Men helt bogstaveligt som et lyn fra en klar himmel sker det, der ikke må ske.
Strømmen er gået. På hele stadion.
49 minutter inden kampstarten har hverken lysmaster, tv-folk eller pølsevogne strøm.
Stig Pedersen må løbe fra interviewet for at løse endnu et problem.
Og det skal gå hurtigt.
En gang til
Melvin Kakooza tager situationen på sin egen måde, da lyset pludselig forsvinder på Fredericias stadion.
- Det er ligesom første afsnit af ’Sunday’, udbryder han og hentyder til, da lyset går ud på et kritisk tidspunkt i afsnittet.
Han begynder straks at joke løs og underholde hele stadion ved at gå rundt at vinke.
Med det sponsorerende elektrikerfirma til stede til spisning i loungen er hjælpen heldigvis nær.
Tordenvejret i det fjerne har lavet vrøvl i elnettet, og nødgeneratoren på stadion startede ikke, som den skulle, er meldingen.
Direktør Stig Pedersen er tilbage på tribunen. Han virker efter omstændighederne afslappet.
- Vi kan jo ikke rende rundt og skrige. Der er lang tid til kampstart. Vi når det, siger han roligt, mens hans blik alligevel stirrer tankefuldt ud over stadion.
Strømmen kommer igen.
Men kortvarigt. For blot 11 minutter inden kampstart sker det igen.
Strømmen går på hele stadion.
Pludselig bliver hele myretuen af officielle mennesker levende. Mere end før.
Kan kampen overhovedet spilles?
Alle råber til hinanden og holder krisemøder.
Hvad nu hvis strømmen ikke når at komme tilbage inden den officielle tv-tid klokken 18.00?
Sponsorerne knokler atter i teknikrummet, og efter hvad der synes som en evighed, kommer strømmen endelig tilbage. Denne gang for at blive.
Melvin Kakooza og en nu tydeligt irriteret Stig Pedersen kan sætte sig på tribunen og puste ud.
Lige i tide til kampstart.
Slutfløjt
Der er chancer til, at FC Fredericia kan lave den overraskelse, som alle fredericianere håber på.
Men da pausefløjtet lyder, kan direktøren konstatere, at FCK er foran med et enkelt mål.
- Så nu skal vi bare udligne i anden halvleg, siger Stig Pedersen, mens han går ind for at tjekke op på de klager, der er kommet fra de medrejsende FCK-fans.
Udsynet har ikke været godt nok, så nu er nogle af dem begyndt at kræve pengene tilbage.
Men på trods af en kortvarig frygt for at der ikke var nok øl, er der nok både af det og af pølserne.
Så det kører.
Da slutfløjtet lyder, står der 2-0 til de københavnske gæster. Et hæderligt nederlag, hvor FC Fredericia kæmpede bravt.
- Vi tabte til et bedre hold. Sådan er det jo bare, konstaterer Stig Pedersen.
Han tilføjer, at hele dagen er gået over forventning. Tordenvejret udeblev, men slog alligevel ned to gange.
Og så tabte de.
- Sådan er det jo. Det er op og ned i fodbold, slutter han, mens han går ind for at sige farvel til nogle af dagens tilskuere.
Se 'Melvin ser rødt - ikke kun for sjov længere' mandag 20.40 på TV 2 eller lige nu på TV 2 Play