Alt var hvidt.
Vindstød af orkanstyrke blæste løs sne rundt i luften.
Temperaturen målte 38 minusgrader, men efter en måned på isen var 26-årige Nicklas Flenø Mikaelsen efterhånden vant til frostskader på fingre, kinder og næse.
Sammen med sin barndomsven Emil Fammé Hansen havde han begivet sig ud på en ekspedition, som ingen nogensinde før havde prøvet.
Efter at have cyklet 24.391 kilometer på en jordomrejse i 2018 og brugt 32 dage i den nordnorske ødemark i DR1-programmet "Alene i vildmarken" var barndomsvennerne klar til den ultimative udfordring. En cykeltur tværs over indlandsisen på Grønland.
På 30 dage havde de tilbagelagt 500 kilometer, men nu sad han fanget på syvende døgn og følte sig som en fiasko.
Den ene snestorm havde afløst den anden og gjort det livsfarligt for dem at bevæge sig videre, og de 100 kilometer til målet i Isortoq virkede umulige.
Som dagene var gået, havde de rationeret og sparet på mad og brændstof, så Nicklas nu følte sig som et skelet, når han så ned ad sig selv.
Han ville ikke holde en uge mere på den her måde, tænkte han.
Sammen med Emil var Nicklas nødt til at træffe en beslutning. Skulle de blive på indlandsisen og håbe, at vejret snart ville skifte? Eller skulle de tilkalde en helikopter, som kunne evakuere dem?
Sidste mulighed gjorde ondt at overveje. For kunne Nicklas efter to års forberedelse give op så tæt på målet?
Det værste ekspeditionsår
Den 27. april 2023 stod barndomskammeraterne Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen ved fjorden i Kangerlussuaq.
Lige der, hvor Grønland møder det vestlige ishav, stod de klar med deres cykler.
Hver havde de to slæder spændt efter sig med 92 kilo udstyr og proviant til den 600 kilometer lange tur over indlandsisen, som ventede forude.
Bag sig havde de to år med forberedelse. Familie og venner, højtider og fejringer var blevet tilsidesat for at træne, koordinere og planlægge sammen med verdens førende og mest erfarne polarfolk.
Sammen med guiderne Pelle Nilsson og Are Johansen, som har krydset både Antarktis og Grønland flere gange, begav de sig af sted mod Isortoq på den anden side af indlandsisen.
Frostskader, gletsjersprækker og snestorme ventede forude, men intet anede de om, at de var oppe imod det værste ekspeditionsår på indlandsisen.
Med orkaner som under den eskimoiske betegnelse ‘Piteraq’ betyder 'det, der overfalder én'.
Piteraq
Indlandsisen er verdens næststørste iskappe og består af sammenpresset sne fra flere hundrede tusinde år.
Den er i gennemsnit to kilometer tyk og dækker 80 procent af Grønlands areal svarende til 40 gange Danmarks størrelse.
Om natten faldt temperaturen til minus 30 grader og gjorde isen hård nok til at cykle på.
Nicklas og Emil begyndte derfor deres aktive dage klokken 04 for at komme så langt som muligt på cyklerne, mens isen stadig kunne holde til det.
Når solen steg på himlen, blev isen blødere, og de måtte skifte til ski.
De korteste dage var de af sted i ti timer, mens det længste ryk varede 16 timer. Gennemsnitsfarten på cyklerne var 2,7 kilometer i timen.
150 kilometer før målet i Isortoq begyndte vejret dog at ændre sig drastisk.
Det var Piteraq. Med vindstød på 35 meter i sekundet svarende til orkanstyrke som fik temperaturen til at føles som minus 45 grader.
Den ene snestorm afløste den anden og gjorde det nødvendigt for Niclas og Emil at slå lejr oftere og kun flytte sig få kilometer i flere dage ad gangen.
Uvidende om, hvornår de igen kunne at begive sig videre.
- Hvis ikke vi forsøger, så dør vi
På tre dage havde Nicklas og Emil kun flyttet sig fire kilometer i et forsøg på at komme væk fra stormen.
De havde allerede rationeret og sparet på den sidste mad og levede nu udelukkende af kaffe og bouillonvand, mens de forbrændte 5.000 kalorier mere, end de indtog.
Mellem forsøgene på at sove skiftedes de til at kravle ud i orkanen for at fjerne sne fra teltet.
Det var farligt, men nødvendigt hvis ikke teltet skulle kollapse under sneens vægt.
Mens kulden fik deres forbrænding til at stige, fik den sparsomme mad deres kropsvægt til at dale.
Nicklas havde tabt 12 kilo og mærkede, hvordan den begrænsede mængde mad, dårlige søvn og frostskader gjorde ham svimmel og uklar.
Fanget i teltet kunne han ikke gøre andet end at hvile.
- Fortsætter vi, er det med livet som indsats, sagde turlederen Are Johansen, da de sidste madrationer var ved at løbe op.
På ingen af sine tidligere adskillige ekspeditioner over Antarktis og Grønland havde han oplevet så mange og så voldsomme snestorme som dem, der lige nu hærgede uden for teltet.
Det var snestorme, som time for time udviskede chancen for at nå til Isortoq.
Snart ville det blive et kapløb med tiden, før Nicklas og Emils kroppe ikke kunne mere.
- Hvis ikke vi forsøger, så dør vi, lød Emils sidste ord i satellittelefonen til sin mor, da han fortalte hende om den eneste mulighed, de havde tilbage.
90 procent risiko for fiasko
Det kostede 1.000 kroner i minuttet at tale i satellittelefon, så det skulle gå hurtigt, da Nicklas og Emil ringede til deres familier for at fortælle om det valg, de havde taget.
Skulle de forsøge at gennemføre de sidste 100 kilometer til målet i Isortoq, kunne det komme til at koste dem livet. Trods følelsen af fiasko var nederlaget derfor deres eneste udvej, og med den erkendelse blev evakueringen sat i gang.
Via satellittelefonen gav Are Johansen en helikopterpilot i den østgrønlandske kystby Tasiilaq meldinger om snefygning og vindstød i håbet om, at han kunne overtales til at hente dem.
- Der er 90 procent risiko for, at jeg ikke kan lande hos jer under de forhold, havde pilotens svar lydt.
- Og det kommer til at koste 80.000 kroner, uanset om jeg lykkes eller må vende hjem uden jer.
På isen lagde Nicklas og Emil deres fire pulke i en cirkel for at vise helikopterpiloten, hvor han skulle lande.
På en lang stang bandt de en teltpose, og da Nicklas hørte en mekanisk rumlen i det fjerne, holdt han det op som et flag.
Fygningen var så kraftig, at helikopterens propeller risikerede at hvirvle så meget sne op i luften, at piloten ville miste sit udsyn og ikke være i stand til at orientere sig.
Han havde kun ét forsøg. Det var Nicklas og Emils eneste chance.
En verdensrekord
I den østgrønlandske kystby Tasiilaq stod Nicklas og Emils familier fredag den 26. maj med danske flag i hænderne, da helikopteren landede.
Siden den fløj af sted ud over indlandsisen halvanden time forinden, havde de både ventet og frygtet dette øjeblik.
Enten ville deres sønner, brødre og kærester træde ud af helikopteren om lidt. Eller også ville de stadig sidde tilbage i snestormen midt på indlandsisen.
Efter 30 dage og 500 kilometer tilbagelagt var det slut for Nicklas og Emil, da helikopteren imod alle odds landede på isen.
Til lyden af propellernes susen mærkede Nicklas, hvordan tårerne begyndte at løbe, og da helikopteren slap indlandsisen, forlod følelsen af fiasko ham.
Selvom han ikke nåede sit mål om at cykle hele vejen over indlandsisen til Isortoq, blev følelsen af fiasko erstattet af taknemmelighed.
Dét, som han og Emil havde oplevet ude på isen, var større end at vinde ‘Alene i vildmarken’. Det var større end at cykle jorden rundt. De seneste 30 dage var endda større end en verdensrekord.
Sammen var de draget ud på en ekspedition, som ingen nogensinde før havde prøvet. Og mens de havde cyklet i to meter høje snedriver, drukket bouillonvand og ligget søvnløse i kulden, havde de bevist noget overfor hinanden, som var langt vigtigere end at slå en rekord.
De havde bevist, at deres venskab var stærkere end nogen af de udfordringer, som de mødte undervejs. At de sammen havde fundet mod til at cykle af sted i første omgang og gå efter det, de drømte om. Og at de, da uvejret stjal deres drøm, sammen havde besluttet at sige stop.
