Naturstyrelsens ulvekonsulent skal mandag vurdere, om en ulv angreb landmands får nord for Kolding.
Jacob Frank vågnede lørdag morgen til et trist syn. Syv af hans får var i nattens løb blevet skambidt og dræbt - formentlig af en ulv.
Mandag får Jacob Frank, som er både landmand og skovfoged, besøg af ulvekonsulenten fra Naturstyrelsen. På hans ejendom i Viuf nord for Kolding ligger de døde får under en presenning klar til at blive inspiceret af ulvekonsulenten.
Naturstyrelsen oplyser til tvSyd, at proceduren ikke nødvendigvis er at udtage en DNA-prøve og sende den til analyse. Hvis ulvekonsulenten vurderer, at eksempelvis bidemærker, tandhuller og sårenes placering på fårene stammer fra en ulv, er en DNA-test ikke nødvendig.
Hvis man skulle artsbestemme om det er en ulv med DNA-test, ville det typisk tage tre uger at få et svar på testen.
DNA-test bruges oftest i forbindelse med at overvåge bestanden af ulve i Danmark. Og endda til at fastslå, hvilket specifik ulv, der eventuelt er tale om.
SKAV (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) afgør på baggrund af ulvekonsulentens oplysninger, om der skal udbetales erstatning.