Da Flemming havde lavet afskedsvideoerne, blev han klar over, at han ville leve

Det førte ham på kanten af livet, da han troede, han ikke var mere værd. Først som voksen lærte han at bygge sig selv op igen.

Gardinerne var trukket for, og lyset kunne ikke trænge ind i 40-årige Flemming Tiro Lunds lejlighed. Han ønskede at trække gardinerne fra, men han vidste, at hvis han gjorde det, ville venner og bekendte komme forbi og stille spørgsmål.

Spørgsmål, han ikke havde lyst til at svare på.

Flemming Tiro Lund er en del af en ny programserie på TV SYD ”Hvem er Daniel nu?,” om, hvorfor man vælger at skifte spor i løbet af livet. 

Iført en undertrøje sad han ved skrivebordet. Foran ham var en computer. Han havde brugt de sidste timer på at lave afskedsvideoer til sine børn og skrive breve til familien.

Blikket faldt på det glas, han havde fyldt med piller. Hans krop bevægede sig ikke.

Flemming havde besluttet sig for at tage sit eget liv. 

På en grusvej i Grindsted lå det hus, hvor Flemming voksede op. Hans barndomshjem var afskærmet fra byen af en skov, og i den lille oase byggede Flemming sæbekassebiler og jordhuler med sine legekammerater.

Men Flemming havde en opvækst, der ikke var som andres. For når han trådte ind ad døren efter leg og ballade i byen, kom han hjem til en alkoholisk, voldelig far. 

Hvis Flemming havde lavet narrestreger, som faren ikke brød sig om, cyklede faren ned i byen og drak øl. Først når han var beruset, trillede han hjem til huset på grusvejen og gav Flemming et par på hovedet.

Sådan husker Flemming de første 12 år af sit liv.

- Det var ikke slagene, der gjorde ondt. Det ramte noget meget længere inde.

Da Flemming var 16 år, forlod han sit barndomshjem.

I baghovedet begyndte en søgen efter lykkelige stunder i sin opvækst, der skulle tage ham årevis at finde.

Som 24-årig begyndte Flemming at arbejde hos LEGO. Lederne så hurtigt hans entusiasme og gåpåmod, og de gav ham mere ansvar. Ti år senere var han stadig på LEGO.

Arbejdet begyndte at tage mere tid, og Flemming blev skilt. Hans to børn flyttede med deres mor, og den ekstra tid, der blev i hverdagen, lagde han i arbejdet.

Med tiden fik Flemming tre kasketter på arbejdet: Han havde ansvaret for 500 medarbejderes uddannelse, var leder for en specialafdeling, og så stod han for at oversætte dokumenter, der kunne få LEGOs produktion til udlandet. Flemming blev kendt som en arbejdsmand, og anerkendelsen for hans indsats drev ham til at tage mere på sine skuldre.

- Men det sled på mit selvværd. Selvom jeg sad til bords med de højtuddannede, følte jeg mig ikke på deres niveau. Jeg frygtede, at de fandt ud af, at jeg ikke vidste så meget som dem.

Flemming var ved at overskride grænsen for, hvor meget han kunne rumme.

Første advarsel kom en dag, hvor Flemming var på vej til et vigtigt møde. Da han nærmede sig, stod trafikken stille. Radioen var slukket, og frustrationen hobede sig op i stilheden. Det var ikke muligt at nå mødet til tiden.

- Pludselig mærkede jeg presset over mig. Ikke kun på grund af mødet, men jeg var presset på tiden. Så begyndte tingene at vælte.

Brystkassen hævede og sænkede sig i pendulfart, og sveden dryppede fra hans krop. Han husker et glimt af, at han holdt på skrå i rabatten. Så stivnede han, og Flemming ved ikke, hvad der skete resten af dagen.

Næste dag tog Flemming til lægen. Men efter undersøgelsen fik han et skulderklap og beskeden om, at han var stærk som en bjørn.

Så Flemming knoklede videre. I dag kan han se, at han forsøgte at overbelaste sig selv, så andre kunne se, han havde brug for hjælp. For Flemming var ikke vant til at dele de smerter, der gjorde ondt på sjælen.

Tre måneder senere overbeviste Flemming sig selv om, at det var normalt, når han hev efter vejret og mærkede en trykken i brystet.

Indtil en onsdag morgen hvor arbejdskalenderen var fuld af møder, og de samme svimlende fornemmelser fra bilturen kom truende.

Han husker, at forsøgene på at komme ud ad døren aldrig lykkedes. De næste tre dage tog han ikke på arbejde. Hver gang han lagde sig ned, kørte sengen i takt med hans hjerterytme, og han blev bange for at sove. Til sidst blev han klar over, at det ikke gik over af sig selv. Flemming sygemeldte sig.

Og det blev begyndelsen på nedturen. Flemming startede hos en psykolog. Efter 21 besøg havde han lært to ting: Episoderne med hans far fyldte mere end han troede, og han fik det ikke bedre.

Ved skrivebordet sad Flemming og stirrede på glasset med piller foran sig. Gardinerne havde afskåret ham fra lyset, og tilbage sad han med afskedsvideoerne til sine børn.

Timerne gik, og alting stod stille. Indtil Flemming kiggede på to fotografier af sine børn. Han havde set på billederne, mens han lavede afskedsvideoerne, men noget ændrede sig ved det nye øjekast. Han indså, at han havde dem at leve for.

- Jeg blev klar over, at hvis ikke jeg kunne slå mig selv ihjel, så var det, fordi jeg ville leve.

Han rejste sig fra skrivebordet, gik ud af sin lejlighed og ned på kirkegården. Han fandt sin fars grav og begyndte at råbe. Han skældte ham ud og råbte efter et tegn på, at hans far havde fortrudt det, han havde gjort imod ham. Hvis bare en gren faldt ned. Eller et blad. Noget, der kunne vise ham, at faren fortrød den smerte, som Flemming havde båret på i årevis.

Men ingenting skete. Han måtte tage kampen op selv.

Flemming blev opsat på at leve. Så han begyndte at gå ture hver dag for at få styr på sine tanker og sit åndedræt.

Men han havde stadig problemer med at sove, og han besøgte en hypnoseterapeut. Hun dykkede dybere ned i Flemmings historie. Mens han var i hypnose, begyndte de at tale om hans barndom.

Efter det tredje besøg hos hypnoseterapeuten sov Flemming godt. En normalisering begyndte i Flemmings liv, for med søvnen kom et større overskud.

Men den ventede forløsning kom et andet sted.

Efter to måneder med gåture skete der noget. Et minde dukkede op i Flemmings bevidsthed. Han var tre år gammel og sad på gulvet med sin far. De legede sammen.

Et minde han aldrig havde set før, men som ændrede alt.

- Jeg begyndte at forestille mig, at min far vågnede op hver eneste morgen med et ønske om at ændre sig, men fejlede hver gang. Jeg kunne se kærligheden, og det blev en befrielse for mig.

Kroppen føltes lettere. For nu var der en barndom med en far, som ønskede at være bedre, end han kunne være.

Flemming sluttede fred med sin opvækst.

Halvandet år efter sin sygemelding vendte Flemming tilbage til LEGO. Men hvor han tidligere troppede op i jeans og t-shirt, tog han nu skjorte på. For der var sket noget med Flemming udenpå og indvendigt.

- Jeg kunne igen sidde med til møder med alle kanonerne. Nu vidste jeg, at jeg ikke behøvede at være på en bestemt måde for at være Flemming.

Flemming var stolt af sit arbejde. Men otte år senere begyndte uroen i kroppen at vende tilbage. Hvor han før pressede sig længere ud for at få hjælp af andre, vidste han denne gang, at kroppen sagde fra. Flemming skulle gøre noget andet. Så han sagde op.

Han overvejede, hvad der kunne være et energigivende arbejde for ham, og kom til at tænke på, hvornår han havde oplevet en forskel i sit liv. Han kom i tanke om hypnoseterapien. Måske kunne han hjælpe andre på samme måde, så han besluttede sig for at tage hypnoseuddannelsen.

I dag har Flemming været selvstændig hypnoseterapeut i seks år.

- Jeg ved, at de, der kommer i min klinik, kommer for at få hjælp af mig. Det motiverer, fordi det handler ikke om kroner og ører, men om at nogen vinder noget mere dyrebart: De lærer at lykkes som de mennesker, de er.

Den læring har Flemming også taget til sig. Nu slapper han af i at være sig selv, og han prøver ikke at danne et bestemt selvbillede. For han lykkes, som den han er.

Et par år efter aftenen, hvor Flemming havde besluttet sig for at leve, åbnede han afskedsvideoerne, som han havde lavet til sine børn. Han blev skræmt ved synet, for han kunne ikke kende sig selv.

Han slettede videoerne med det samme, så hans børn aldrig skulle se dem. For den version vil han aldrig trække frem igen.

Du kan møde Flemming i andet program af ”Hvem er Daniel nu?” Afsnittet findes allerede nu på TVSYD PLAY og tvsyd.dk.