Har storkene danset afskedsdans?: - Det er et sandsynligt tidspunkt
Det er set før, at storke har "danset", inden de drager sydpå, men det er endnu for tidligt at sige, hvornår de forlader reden, lyder det fra storkeekspert.
- Det ser sjovt ud, og det er lidt spøjst, siger formanden for Storkene.dk, Mogens Lange Petersen, om storkenes dans torsdag morgen.
- Det er måske en form for ivrighed eller uro i kroppen. Det kan også være et tegn på, at der snart skal ske noget, tilføjer han.
Storkene har torsdag morgen opført sig lidt anderledes og nærmest ”danset”, og det har tidligere år været tegn på, at det var tid til at flyve fra reden.
Sandsynligt tidspunkt
Mogens Lange Petersen tør dog ikke lægge hovedet på blokken og endeligt erklære, at storkeparret, Thorkild og Connie, sart vil flyve fra reden i Smedager.
- Det er svært at sige, om det skyldes det ene eller det andet. Men det er et sandsynligt, at de snart vil flyve afsted.
Lørdag den 11. august klokken 9.30 fløj Thorkild og Connies unger, Sif, Freja, Thor, Odin og Balder fra reden. Forældrene bliver typisk nogle dage eller en uge efter, at ungerne er fløjet, da der er en risiko for, at en af ungerne kan vende om og komme tilbage.
Godt vejr er vigtigt
Desuden spiller vejret også en rolle, fortæller Mogens Lange Petersen:
- Hvis det er dårligt vejr, så tager de ikke afsted. Men når vejret er der, og det er det i de her dage, så er det sandsynligt, at de snart vil flyve afsted.
Ifølge Mogens Lange Petersen er der ikke andet at gøre end at holde øje med storkereden de næste par dage. Det vil indikere, om Thorkild og Connie er taget på vintertræk til Sydeuropa eller Afrika.