Tyske turister bliver advaret før ferien i Danmark
Den tyske bilistforening ADAC har lavet en video, hvor de gør opmærksom på, at ferien i Danmark kan blive en dyr fornøjelse, hvis love og regler ikke overholdes.
En tur til Danmark kan resultere i beslaglæggelse af køretøj, høje bødestraffe og drastiske tiltag.
Europas største bilistforening lægger ikke fingre imellem, når de advarer tyskere, forud for den kommende turistsæson.
Videoen kan ses på YouTube og sætter blandt andet fokus på, at fartbøderne i Danmark er markant højere end i Tyskland.
Samtidig bliver tyske bilister også gjort opmærksom på reglerne for vanvidskørsel, der blev indført i 2021.
Se videoen fra ADAC her.
Fint med oplysning
Men selvom videoen har overskriften "Achtung, Autofahrer !", vækker den ingen bekymring i en af de sydjyske kommuner, der traditionelt har besøg af rigtig mange tyske turister.
- Nej slet ikke. Jeg ser det mere som en servicemeddelelse, og synes det er med til at give en god omtale af Danmark, siger Colin Seymour, der er turistdirektør i Rømø-Tønder Turistforening.
Tyskerne roser
Mere end 250 kommentarer er foreløbig knyttet til videoen, og heller ikke blandt dem tyder det på, at høje bødestraffe virker afskrækkende på de tyske bilister.
Tværtimod skriver mange i kommentarerne, at Tyskland burde indføre lignende regler. Altså skrappere straffe for spirituskørsel og høj hastighed.
Forskel på fartbøder i Danmark og Tyskland
Byzone:
Danmark: Kørsel med 66 km. i timen i byzone (50 km) - bøde på 3000 kr. + 500 kr. til offerfond + klip i kørekort.
Tyskland: Kørsel med 66 km. i timen i byzone (50 km) - bøde på 70 euro. dvs. ca. 525. kr.
Motorvej:
Danmark: Kørsel med 140 km. i timen på motorvej (130 km) - bøde 2400 kr.
Tyskland: Kørsel med 140 km. i timen på motorvej (med 130 km begrænsning) - bøde 60 euro dvs. 450 kr.
Kilder: Rådet for Sikker Trafik, ADAC.
Forskel på takster
Selvom Tyskland for at par år siden hævede bødetaksterne for at køre for hurtig, er der fortsat forskel på, hvad det koster i de to lande. Det kan du se eksempler på i faktaboksen herover.
Spørg os
Hvad undrer du dig over i din hverdag? Klik her og stil et spørgsmål!
Der er dog også eksempler på, at bødetaksterne i Tyskland er højere end i Danmark.
Det gælder for eksempel bøder for ikke at holde til højre ved køkørsel og for ikke at holde tilstrækkelig afstand til cyklister i byerne.
Det fortæller den danske bilistforeningen FDM.
Afstemning
Hvad skal vi undersøge for dig? Klik her og stem!