Christian Lund tydeligt rørt over sejr: - Ville ønske mine forældre havde oplevet det
Vejens kommende borgmester tænkte på sine forældre, da han skulle fortælle om resultaterne af forhandlingerne.
Det var en berørt Christian Lund (V), som stillede sig op foran pressen, da det stod klart, at han bliver Vejens næste borgmester.
I et opslag på Facebook har politikeren sat flere ord på aftenen.
- I går aftes blev jeg rørt. Ikke mindst fordi jeg havde ønsket, at mine forældre kunne have oplevet dette øjeblik. Men at have min familie ved min side og mærke deres opbakning betyder alt, skriver Christian Lund på Facebook.
Den kommende borgmester skriver yderligere, at han er dybt taknemmelig for, at det er ham, der bliver peget på.
Venstre fik 35,5 procent af stemmerne i Vejen.
Et resultat som giver endnu mere anledning til stolthed hos den kommende borgmester.
- Jeg er taknemlig over det stærke valg, vi i Venstre har fået. 10 mandater i byrådet. Et resultat vi virkelig kan være stolte af! Tak til alle 21 kandidater for en fantastisk indsats gennem hele valgkampen.
Konservativ borgmester er skuffet
Ved valget i 2021 var det også Venstre, der blev det største parti i Vejen Kommune, men det lykkedes dengang ikke at tage borgmesterposten.
Socialdemokratiet valgte nemlig dengang at pege på Frank Schmidt-Hansen fra de Konservative, og på den måde landede borgmesterkæden altså hos partiet, der fik tredjeflest stemmer.
Men den må Frank Schmidt-Hansen altså afgive, hvilket ærgrer den konservative borgmester.
- Jeg er naturligvis skuffet over at det ikke lykkedes at fastholde vores 6 mandater og borgmesterposten i Vejen Kommune, det er ingen hemmelighed at jeg gerne ville have fortsat de næste 4 år på pladsen som kommunens førstemand, skriver Frank Schmidt-Hansen på Facebook.
Konservative fik 18,7 procent af stemmerne af stemmerne i Vejen, hvilket var en tilbagegang på 4,6 procentpoint.