De fire venner vidste, at de var sent på den.
Kalenderen viste start oktober. I Danmark betyder det en gennemsnitstemperatur på omkring 10-11 grader.
I mere end 3000 meters højde i grænselandet mellem Tadsjikistan og Kirgisistan, er det lig med minusgrader.
Denne aften tocifrede af slagsen.
I vinterhalvåret dør alt liv ud i de små bjerglandsbyer. Overnatningssteder lukker og slukker. Det samme gør butikker. Man kan cykle flere kilometer uden at støde på liv.
Med klaprende tænder og rystende hænder måtte cykelvennerne halvt cyklende og halvt rutsjende kæmpe sig gennem de sneklædte bjergveje ned mod grænseovergangen til Kirgisistan.
Men det de kort efter blev mødt af ved grænsen, var slet ikke hvad de havde regnet med.
Rejser ikke hjem med et glansbillede
I begyndelsen af august sidste år landede de i lufthavnen i Tyrkiets største by Istanbul.
Erik Schønwandt , Mikkel Teller, Esben Pedersen, Casper Mikkelsen. Fire venner fra Vejle-området havde sat sig for, at de ville cykle langt. Fra Istanbul til Singapore, hvilket er mere end 20.000 kilometer.
Senere på rejsen fik gruppen et femte medlem, da deres ven Magnus Debel-Hansen stødte til.
Med et firepersoners telt fordelt ud på de fire cykler og så lidt baggage som muligt, begav de sig 9. august afsted fra Istanbul. 215 dage og 16 lande senere nåede de frem til Singapore.
Hvem er de?
Erik Schønwandt , Mikkel Teller, Esben Pedersen, Casper Mikkelsen er alle født og opvokset i Vejle Kommune
Den 9. august 2023 drog de ud på deres cykelrejse fra Istanbul til Singapore.
Den 4. december stødte deres ven Magnus Debel-Hansen til, efter han havde færdiggjort sin værnepligt, så de nu var fem.
Idéen til den mere end 20.000 kilometer lange tur, fik de, efter at Magnus Debel-Hansen, Erik Schønwandt , Mikkel Teller og Esben Pedersen kørte fra Vejle til Athen.
På Instagram-profilen verdenpaastorklinge har de løbende dokumenteret deres rejse.
At rejse gennem så mange forskellige lande på cykel har ifølge vennerne selv givet dem en helt anderledes oplevelse, end hvis de gik mere klassisk til værks med en flybillet i hånden.
- Flere steder fik vi jo også bekræftet, når vi kom til mere turistede steder, at man nogle gange godt kan rejse ud og få et glansbillede og så rejse hjem med det. Der har vi oplevet det på en helt anden måde, som vi også havde håbet på - blandt lokalbefolkningen, fortæller Esben Pedersen.
Nogle af de øjeblikke, der står klarest i hukommelsen hos cykelvennerne, er situationer, hvor de har været udfordret.
- Det er mest de oplevelser, hvor vi bliver lidt ekstra pressede, enten på noget hårdt cykelterræn, vilde kulturforskelle, eller nogle steder der har været vildt øde og presset os lidt på den måde. Så det er situationer, hvor vores grænser er blevet pressede, der står klarest i min hukommelse, fortæller Mikkel Teller.
En nat i en kølig container
Mørket var ved at falde på, da de trillede op til grænseovergangen til Kirgisistan.
Cykelvennerne vidste, at der havde været uroligheder mellem Kirgisistan og Tadsjikistan, og at grænsen først for nylig var blevet åbnet. De vidste dog ikke, at de ikke ville få lov til at krydse grænsen den aften.
Da de nåede frem var beskeden kort og kontant.
De kunne ikke få lov til at krydse grænsen.
Ifølge grænsevagterne skal man på forhånd kontakte det kirgisiske turistbureau på e-mail for at få lov til at krydse lige netop den grænse.
- De har kun lige åbnet grænsen for turister, så alle der skal krydse den grænse skal skrive i forvejen og melde deres ankomst, så de står på listen. Og vi stod så ikke på den liste, fortæller Esben Pedersen.
Herefter fik vennerne en nedslående besked. Der kunne gå op til tre dage, før de kunne få lov til at krydse grænsen.
Der stod de fire venner så i tocifrede minusgrader i mere end 3000 meters højde.
- Vi har ikke rigtig noget mad. Vi har kun lidt morgenmad til dagen efter, siger Mikkel Teller.
Efter flere timers dialog med grænsevagterne, var der en af dem, der forbarmede sig over de forfrosne danskere og viste dem hen til en container, hvor de kunne få lov til at overnatte.
På trods af at de får stillet et lille mobil varmeapparat til rådighed, var der stadig minus syv grader inde i containeren.
- Vores soveposer er egnede ned til minus fem grader. Så vi lynede dem sammen og lå i ske to og to. Det var stadig ikke helt nok. Det var skidekoldt, erindrer Mikkel Teller, der ligesom sine kammerater havde iført sig næsten alt det tøj, han havde.
Gæstfriheden har været et tema
Episoden ved grænseovergangen mellem Tadjikistan og Kirgisistan var ikke første gang, at cykelvennerne stødte på udfordringer med at krydse en grænseovergang.
En måned inde i deres rejse blev de nægtet adgang til Aserbajdsjan. Her måtte de lægge planerne om, cykle hen til nærmeste lufthavn og flyve over Aserbajdsjan.
De negative oplevelser ved at cykle mere end 20.000 kilometer gennem 16 forskellige lande i Asien er dog ikke det, der fylder mest hos de fem venner, når de kigger tilbage på deres tur. Det er de mange mennesker og den imødekommenhed, som de bliver mødt med i langt de fleste lande.
- Gæstfriheden har været et tema på hele turen, den har været enormt god. Det er vanvittigt så gæstfrie, folk er. Jeg havde nok forventet det og havde også hørt det fra andre folk, der har været ude og rejse på samme måde som os, men jeg havde slet ikke turde håbe på, at vi også ville opleve det i så stort omfang, som vi har, fortæller Erik Schønwandt og tilføjer, at det stort set har været hver dag, de har oplevet det.
Uanset om det har heddet Tyrkiet, Kasakhstan eller Indien, så er de ofte blevet budt på et måltid mad og tag over hovedet for natten - hvilket ifølge vennerne har været et dejligt alternativ til at sove i telt.
- Jeg havde måske troet, at vi ville blive inviteret mindre ind, når vi nu har været fire og fem personer, men jeg synes, at næsten uanset hvor vi er kommet hen, så har der været en uforbeholden venlighed, erindrer Esben Pedersen.
Selvom de fem venner i syv måneder har været vant til at cykle mere end 100 kilometer om dagen, hvor de ikke har vidst, hvor de skulle sove, eller hvad morgendagen ville bringe, så ser de alligevel frem til at vende hjem igen.
Fire af de fem flytter til sommer til Aarhus for at studere.
- Det, at vi ikke har planlagt noget på turen, det har givet os nogle uforudsete oplevelser, som har vist sig at være de fedeste i bund og grund, siger Erik Schønwandt og bliver suppleret af Esben Pedersen.
- Der har været meget usikkerhed. Det bliver noget helt andet, når man kommer hjem til en seng og et køleskab fyldt med mad, siger han.
Hvide tinder som bagtæppe
I den iskolde container ved grænsen til Kirgisistan var det blevet morgen.
Erik Schønwandt, Mikkel Teller, Esben Pedersen, Casper Mikkelsen lå to og to og blundede i deres sammenlynede soveposer, mens de stadig var ved at vænne sig til tanken om, at de skulle opholde sig ved grænsen i to dage endnu.
Pludselig blev døren til containeren åbnet, og en grænsevagt kom stormende ind og råbte "Up, up, passportcontrol".
Lettere forvirrede skyndte cykelvennerne at rejse sig op.
- Vi forstår ikke, hvorfor de lige pludselig har så travlt. Vi har lige fået at vide, at vi skal vente i tre dage. Så vi skynder os bare at pakke sammen, og så har vi af en eller anden grund fået lov til at komme over grænsen, fortæller Mikkel Teller.
Kort efter passerede de grænsen til Kirgisistan og forlod de sneklædte Pamir-bjerge, inden de trillede ud på en højslette.
- Der går lige lidt tid, før vi kigger os over skulderen, og der er bare en mur af hvide tinder. Det er næsten ikke til at fatte, at vi er kørt igennem det, fortæller Mikkel Teller med et smil.
Tre vilde oplevelser fra turen
1
Flugten fra politiet i Pakistan
I Pakistan vil myndighederne ifølge de fem cykelvenner fra Vejle gerne holde styr på, hvor turisterne er.
Derfor blev det besluttet, at de fem vejlensere skulle eskorteres gennem landet af en politipatrulje.
- De vil ikke så gerne have, at en udenlandsk turist tjekker ind på et ikke så fint hotel. Det er dels fordi de gerne vil have, at turister ser en pæn side af Pakistan. De er også hundebange for, hvis der skulle ske en turist noget. Det giver bare dårlig omtale, fortæller Erik Schønwandt.
Efter to døgn med følgeskab af ordensmagten, blev det dog for meget for vennerne, mens de var i millionbyen Multan. De ville selv bestemme, hvor de sov og i hvilke nabolag, de kørte.
- Vi var på cykler, og de var i en normal bil, så lige pludselig tog vi et skarpt sving til venstre, og så kørte vi ad de veje, vi kunne finde, fortæller Mikkel Teller.
- Så var der bare en, der kørte forrest og tog den vej, der så mest tilfældig ud, og så drejede vi bare så hurtigt som muligt igen. Det var en kæmpe labyrint, så det var næsten lige så svært at komme ud igen af de små gader. Men vi så ikke noget til politiet igen, siger Esben Pedersen.
2
Mødet med Preet
Mens vennerne ventede på pakkepost fra Danmark i Delhi, boede de flere dage hos indiske Preet, som de havde mødt nogle dage forinden.
Preet tog dem med ud til sine forældre, hvor de fejrede den indiske højtid divali.
I det hus er de Preet, hans forældre, hans søster med børn og mand, og så er der os danskere. Så det er kernen af familien, der er inviteret og så os danskere. Det var fuldstændig vanvittigt, fortæller Mikkel Teller.
- Vi fik virkelig et ekstra hjem i Indien, tilføjer Casper Mikkelsen.
3
Styrtet i Indien
Erik Schønwandt, Mikkel Teller, Esben Pedersen, Casper Mikkelsen fik halvvejs inde i turen følgeskab af deres kammerat Magnus Debel-Hansen, som de også tidligere har cyklet langt med.
Han fik dog en dårlig begyndelse på rejsen.
Efter tre uger gik det helt galt i Indien.
- Vi kørte på en motorvej i nødsporet, for der var god plads til os, og der var ikke så mange biler. I Indien er det meget almindeligt, at man kører i modkørende nødspor, hvis man er på scooter. Når de kom, så skulle vi lige trække uden om dem, så vi ikke blev ramt af dem. Der var så en, der også fandt på at trække ud i det samme, vi gjorde det samme. Det skabte lidt forvirring om, hvem der kører indenom, og hvem der kører udenom, fortæller Magnus Debel-Hansen.
Det førte til et frontalt sammenstød mellem danskeren og en indisk mand på scooter.
- Jeg fik et stort blåt mærke på hofte og knæ, og håndleddet var også forslået, men det var næsten gået i sig selv efter en uge. Men cykelhjelmen havde ikke lige fikset sig selv efter den uge, siger han med et smil.
