Ved hospitalssengen har Jon Søndergaard fundet sit kald. Her sidder han ved døende mennesker. Enten på deres eget ønske eller for at aflaste de pårørende i nattetimerne.
Han kalder det sin livsmission at være frivillig våger.
Jeg kunne ikke være våger, hvis ikke jeg var overbevist om, at døden ikke er en afslutning, men en overgang
Ofte kender Jon Søndergaard intet andet end den døendes navn og alder, men mere behøver han heller ikke vide for at være ved deres side.
- Jeg kunne ikke være våger, hvis ikke jeg var overbevist om, at døden ikke er en afslutning, men en overgang, siger han og beskriver døden som en en port til noget andet.
- Det giver ikke for mig mening, at bevidstheden slukker. Selvfølgelig dør det kropslige, og man forgår, men jeg tror på en udødelig sjæl i ethvert menneske, som lever videre i en anden dimension.
At være våger
Røde Kors’ vågetjeneste består af frivillige vågere, som er til stede ved den døende. Deres opgave er at give nærvær, tryghed og omsorg i den sidste tid af den døendes liv.
De deltager aldrig i plejen af den døende.
Vågetjenestens arbejde er frivilligt og ulønnet.
Alle frivillige har erfaring med omsorg for døende og vil gerne aflaste og lytte.
Pårørende kan bruge de frivillige som en ekstra tryghed i den vanskelige tid. Det kan være i hjemmet, på hospitalet eller på plejehjemmet.
(Kilde: Røde Kors)
Den anden dimension ved han ikke noget om. Han er ikke clairvoyant, men har læst adskillige nærdødsberetninger. Alle bekræfter de ham i sin formodning om, at livet går videre.
- Indianerne sagde: ‘Døden findes ikke. Der findes kun et skift mellem verdener.’ Derfor er jeg ikke bange for døden, og jeg ser det som mit kald og som en stor og smuk gave at få lov at ledsage døende mennesker til at give slip, siger Jon Søndergaard og kalder døden ‘det største og vigtigste øjeblik i et menneskes liv’ og ‘den eneste garanti, vi har i livet’.
Tysk børnehjem gav ham fred
Sit syn på døden har Jon Søndergaard fået gennem den østrigske filosof Rudolf Steiner. Han grundlagde en livsanskuelse, der blandt andet beskrev døden som en livsforvandling.
Jeg forstår ikke danskernes afsky for det mystiske og alternative
Mest kendt er Rudolf Steiner for sine tanker om pædagogik, som bygger på en tredeling af mennesket bestående af det fysiske, sjælelige og åndelige.
Som 18-årig blev Jon Søndergaard spurgt af sin tysklærer, hvad der var vigtigst for ham i livet. Svaret lød: At finde fred med sig selv.
En fred han for første gang fik en fornemmelse af, da han i 1973 var ferieafløser på et Steiner-børnehjem i Hamborg.
Ugerne på børnehjemmet gav ham meget at tænke over, og han følte sig draget til Rudolf Steiners overbevisninger.
- Jeg kunne se en større mening og følte, at jeg var kommet hjem. At jeg havde fundet min vej i livet. En slags fred.
Efter sin studentereksamen året efter fik Jon Søndergaard derfor fast arbejde på børnehjemmet, og nogle år senere studerede han på Steiner-lærerseminariet i Aarhus.
Rudolf Steiners pædagogik
Rudolf Steiner var en østrigsk filosof og antroposofiens grundlægger. Antroposofi er navnet på den livsanskuelse og bevægelse, som Rudolf Steiner udformede.
Rudolf Steiners pædagogiske ide for skoler blev født i 1919, da han sammen med en gruppe af lærere grundlagde den første steinerskole i Tyskland.
Steinerpædagogikken kom til Danmark, da en gruppe lærere og forældre etablerede de første steinerskoler og -børnehaver i begyndelsen af 1950’erne.
Der er i dag 14 steinerskoler i Danmark. De er alle friskoler, hvilket betyder, at de kan tilbyde undervisning fra børnehaveklasse til 10. klassetrin under friskoleloven.
Skolerne drives under friskoleloven, hvormed deres undervisning skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Skolerne modtager som frie skoler statstilskud til skolens drift, men forældrene betaler også skolepenge.
I steinerpædagogikken forstås læring som den kropslige, psykologiske og åndelige transformation af individet over tid. Læring er således transformerende for hele mennesket og ikke kun intellektet.
(Kilde: Ordnet.dk og Steinerskolerne.dk)
Fandt sit livs mission
I 1987 blev Jon Søndergaard ansat som klasselærer for en 1. klasse på steinerskolen i Vordingborg.
- Jeg så det på en måde som min mission. Jeg følte, det var det rigtige for mig at undervise, fortæller han og uddyber, hvordan han tror på, at ethvert menneske har en mission i livet.
- Om man finder sin mission er spørgsmålet. For mig selv er det vigtigt fortsat at granske, hvad der er min mission, hvad jeg lever for, og hvad jeg bygger mit liv på.
Trods sine egne overbevisninger er det ikke noget, han taler om, når han sidder som våger ved de døende på Sygehus Sønderjylland.
Selvom Rudolf Steiner ikke er en religiøs orientering, er bevægelsen blandt andet blevet kaldt en religiøs sekt og beskyldt for være at tage fodbolden fra småbørn og give dem ansigtsløse dukker i stedet.
- Jeg forstår ikke forenklingen og påstanden om, at vi skulle være sekteriske og missionerende. Generelt tror jeg, at danskerne har en afsky for det alternative, siger han som svar på den kritik, der gennem tiden er blevet rettet mod Steiners livsanskuelser.
- Det har jeg det svært med, for jeg føler en vished om, at anskuelserne er sande for mig.
Anskuelser som Jon Søndergaard holder fast i, når han udfylder sit kald og sætter sig ved hospitalssengen for at våge hos en døende.
