15 nye vandhuller på vej til Tommy og Annika

Nyt projekt skal få det til at vrimle med storke og padder ved Smedager.

Så er der godt nyt til storkeparret i Smedager. Fra 2020 kan Tommy og Annika se frem til hele 15 nye vandhuller indenfor bare fem kilometers afstand fra storkereden i Smedager ved Tinglev. Dertil kommer restaurering af fire eksisterende vandhuller.

- Det overgår langt vores forventninger. Vi håbede kun på tre til fire vandhuller. Det kommer virkelig til at rykke noget for bestanden, siger den lokale storkeekspert Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.

quote

Vi ved, at storke tiltrækker storke.

Mogens Lange Petersen, Storkene.dk

Indtil nu er projektet stadig blot en drøm. Men ansøgningen om at få vandhullerne gjort til virkelighed er sendt afsted og afventer nu godkendelse hos Aabenraa Kommune.

Tysk storkepar på vej?

Hvis projektet bliver til virkelighed, håber initiativtagerne på at få flere storke til området, fordi bestanden af padder vil stige – som altså er guf for storkene. Derudover så spiller de nuværende beboere Tommy og Anika også en afgørende rolle.

- Vi ved, at storke tiltrækker storke. Det så vi allerede et eksempel på i dag, hvor en fremmed stork var i reden. Så vi sætter også en ekstra rede op, i tilfælde af at et tysk par måske kunne have lyst til at flytte herop, siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.

quote

I løbet af et par uger fik vi aftaler med en række landmænd og lodsejere på egnen.

Mogens Lange Petersen, Storkene.dk

I forbindelse med anlægningen af de mange nye vandhuller, spiller det en afgørende rolle, at der netop anlægges så mange vandhuller på samme tid. Det betyder nemlig, at hvis et vandhul slår fejl, så kan bestanden af padder flytte til et nyt vandhul i stedet for at gå til grunde.

Lokale landmænd og lodsejere lægger jord til

Det er Storkene.dk og Jesper Toft, som driver virksomheden Ravnhøj Consult, som står bag initiativet. Firmaet beskæftiger sig med etablering af blandt andet paddevandhuller.

- Jesper luftede en ide for mig om at tage kontakt til de lokale lodsejere for at få dem til at lægge jord til. Og i løbet af et par uger fik vi aftaler med en række landmænd og lodsejere på egnen, som gerne ville være med, siger Mogens Lange Petersen.

Projektet finansieres af private midler fra Markus Jebsens Naturpulje og omfatter et samlet område på størrelse med to fodboldbaner af international størrelse.