Asger Reher afløser Leif Maibom på scenen i Sønderborg

Det bliver en ægte sønderjyde, Asger Reher, der afløser Leif Maibom på scenen til 2018-udgaven af Sønderborg Sommer Revy.

Den ene af Ørkenens Sønner - Asger Reher - afløser Leif Maibom på scenen til 2018-udgaven af Sønderborg Sommer Revy. 

Leif Maibom har jo trukket sig tilbage fra scenen i Sønderborg og vil kun være direktør og forfatter på revyen.
Derfor har Jeanne Boel og Leif Maibom virkelig lagt hovederne i blød. Overgangen skulle helst være så ubemærket og smidig som mulig, så opgaven var at finde en mandlig, buttet skuespiller, ikke særlig høj, med en vis alder, og som meget gerne måtte være bedre til sønderjysk end Leif Maibom, der er konverteret fynbo.

Asger Reher med fødested i Aabenraa i 1950 er ægte sønderjyde - og veteran på revyscenen og altså også en af Ørkenens Sønner.

Han er dog ikke den eneste ægte sønderjyde på næste års skuespillerhold, hvor også Bjarne Antonissen har stærke sønderjyske rødder med en fortid som amatørskuepiller fra Nordals. Senere er han blevet uddannet på Odense Teaters Elevskole.

Jeanne Boel er naturligvis med igen - både som skuespiller og som instruktør. Lone Rødbroe er nærmest blevet en fast bestanddel af holdet - og som sidste mand på holdet vender Karsten Jansfort tilbage efter et års pause, hvor han høstede stor succes i Hjørring Revyen.

Siden revyen rykkede ind i teatersalen i 2002, er det blevet en tradition, at revyen hvert år får en titel. I år er det titlen "Før var vi alle i samme båd".

Der er premiere lørdag den 26. maj efter tre forpremierer, og sidste spilledag bliver lørdag den 21. juli.