TV der bevæger dig

Delfin spottet: Camillas kajaktur blev en vild oplevelse

00:04

Delfin spottet i Aabenraa Havn under kajaktur søndag morgen. Video: Camilla Bundesen

I Aabenraa Havn svømmede en delfin helt tæt på Camilla Bundesens kajak på søndagens morgentur.

Søndag morgen satte fem kajakroere fra Aabenraa Ro- og Kajakklub deres kajakker i vandet, som de så ofte gør. Camilla Bundesen var en af kajakroerne, der fik sig en særdeles anderledes morgentur i vandet ved Aabenraa Havn.

Ude ved Enstedværket stødte en uventet gæst til kajakroerne. Et sjældent syn mødte Camilla Bundesen, da en delfin kom op ad vandet.

- Det er et fantastisk dyr, så det var en fed oplevelse, siger Camilla Bundesen.

Delfin eller marsvin

Da kajakroerne så delfinen, bredte en undren sig. Var det egentlig en delfin?

- Vi har så mange gange på vores ture mødt et marsvin, men dyret var større, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at det var en delfin, siger Camilla Bundesen.

Hos Fjord & Bælt i Kerteminde fortæller chefbiologen, Jakob Højer Kristensen, at der er forskellige kendetegn ved marsvinet og delfinen.

- Kigger man på farven er der forskel, og rygfinnen minder heller ikke om hinanden, siger Jakob Højer Kristensen.

Tæt på

Delfinen svømmede rundt i vandet omkring 5 meter fra Camilla Bundesens kajak. Den korte afstand var dog lige tæt nok på for nogle af de andre kajakroere, men ikke for Camilla Bundesen.

- Det var vildt, at den kom så tæt på. Den var meget legesyg, og det var som om, at den var tryg ved os, siger Camilla Bundesen.

Ifølge Jakob Højer Kristensen, er delfinen ikke et usædvanligt syn i de danske farvande, og der er ikke noget underligt ved delfinens opførsel, hvis den kommer tæt på.

- Delfiner er generelt ikke særlig sky. Hvis der er ting, som flyder i vandet, er delfiner meget interesseret i, hvad det er, siger han.

Allan Clemmesen fik også filmet en delfin, da den var på spring i byens Aabenraa Havn.

00:26

Allan Clemmesen fangede også en delfin på video i Aabenraa.

Luk video

Svømmede sammen med delfin i Sønderborg

Allan Clemmesen, Camilla Bundesen og de andre kajakroere er ikke de eneste, der har set en delfin i weekenden. I Sønderborg var Mik Haar lørdag morgen en tur i vandet, hvor han svømmede sammen med en delfin.

00:15

Mik Haar svømmede med en delfin i Sønderborg lørdag morgen.

Luk video

Kend forskel på et marsvin og en delfin:​​​

  • Marsvinet har en mørkere farve end delfinen
  • Delfinen er større end marsvinet
  • Rygfinnen på marsvinet minder om en ligesidet trekant
  • Delfinen har en rygfinne med en rund forkant og bagkant
  • Snuden på delfinen minder om et næb, mens marsvinets snude er afrundet  

Send din video til TV SYD

Her du også gode videobilleder af delfinen, så kan du sende dem til TV SYD her:
https://www.tvsyd.dk/video-upload

 

 


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App