Hvis det ikke skulle lykkes for FC Nordsjælland eller Esbjerg at kvalificere sig til Europa League-gruppespillet i aftenens returkampe, behøver det europæiske eventyr ikke være helt slut.
Der er nemlig sket det, at Fenerbahce i kraft af sin udelukkelse fra al europæisk fodbold ikke får lov at deltage i Europa League.
Dermed er tyrkernes plads ledig, og det europæiske fodboldforbund (Uefa) har besluttet, at pladsen skal tildeles ved lodtrækning blandt de hold, der taber i playoff-kampene om at nå gruppespillet.
Fenerbahce tabte tidligere på ugen samlet med 0-5 til Arsenal i Champions League-kvalifikationen.
Alle taberne fra den sidste kvalifikationsrunde til Champions League får normalt lov til at spille med i Europa League-gruppespillet, men onsdag besluttede den internationale sportsdomstol (CAS) at fastholde Fenerbahces toårige karantæne fra europæisk fodbold.
Karantænen har den tyrkiske klub fået på grund af en matchfixingsag i hjemlandet.
Lodtrækningen om den ekstra plads i gruppespillet foretages klokken 8.00 fredag morgen. Selve lodtrækningen foregår klokken 12.