TV der bevæger dig

Håndboldhal oversvømmet for andet år i træk

00:47

Hør Horsens Håndboldklubs bestyrelsesformand fortælle, hvilke skader der er sket på hallen.

Dagnæshallen i Horsens er endnu engang blevet oversvømmet. Nu råber bestyrelsesformanden kommunen op.

Efter den kraftige regn tidligere på ugen i Horsens, er gulvet i Dagnæshallen i Horsens ødelagt. Det kommer til at koste en million kroner at ordne gulvet i hallen, og arbejdet kommer til at vare hele 3 måneder. Og det betyder, at Horsens Håndboldklub og dens mange medlemmer er nødt til at finde andre veje indtil da.

- Det er træls. Det går ud over fællesskabet på de yngste hold. Det er dem der bruger Dagnæshallen mest og der er langt at køre til de andre haller i Horsens, siger Jes Boesen, der er bestyrelsesformand for Horsens Håndboldklub til TV SYD.

Det er anden gang inden for et år, at hallen er blevet oversvømmet, og at gulvet er blevet ødelagt for så mange penge. Og nu har brugerne af hallen fået nok. Kommunen må gøre noget, mener de.

- Der ligger en sø uden lige foran hallen, hver gang det regner. Det har været et problem i mange år, som må kunne løses. Vi håber kommunen vil gøre noget ved det, så vi ikke står i samme situation igen, siger Jes Boesen til TV SYD.

Horsens Kommune beklager situationen i hallen, og fortæller, at de i øjeblikket gør alt, hvad de kan, for at løse problemet. Men ifølge Ole Pilgaard Andersen (DF), der er formand for Horsens Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, er det ikke helt lige til.

- Problemet er at vores kloaksystem er meget gammelt, og rørene skal øges med ca  30 %, for at det virker optimalt. Så det kommer til at tage noget tid, siger Ole Pilgaard Andersen til TV SYD.

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden