TV der bevæger dig

Intelligente gadelygter sparer strøm

Lyset dæmpes, når der ikke er trafik.

Forestil dig, at lyset fra gadelygten bliver kraftigere, når du kommer cyklende, og skruer ned igen, når du er væk.

Det bliver snart til virkelighed i Løgumkloster, som er med i et forsøg med intelligent lysstyring, erfarer DR Syd.

Og forsøget vil give besparelser på elregningen, vurderer firmaet bag de nye lygtepæle, ClimaCare i Aabenraa.

- Vi skifter den traditionelle belysning til LED-belysning, som giver en besparelse på 65 procent. Derudover sætter vi sensorer på lyskilden, og sparer yderligere 25 procent, siger direktør Johnny Hansen.

Systemet virker ved, at gadelyset automatisk bliver sænket cirka 30 procent, når der ikke er mennesker på strækningen med intelligent lysstyring, men så snart en fodgænger eller cyklist kommer ind i zonen, stiger lyset til 100 procent.

Drejer personen eksempelvis til højre, vil lyset følge med, mens lyset i resten af området igen vil falde.

Og selv om det kan lyde som en dyr løsning, så forsikrer direktøren i ClimaCare, Johnny Hansen, at de intelligente gadelygter ikke er ret meget dyrere end de almindelige.

- Sensorerne er ikke forfærdelig dyre at bygge ind i lamperne i dag, så jeg vil tro, investeringen er tjent hjem i løbet af to år, siger han til DR Syd.

I første omgang bliver der sat 20 lygtepæle op på Mølleparken i Løgumkloster i løbet af de næste 14 dage.

Forsøget med intelligent lysstyring er finansieret af EU-midler og ClimaCare selv.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden