Ja tak til skrald 24/7

5000 borgere er enige. Døgnåben genbrugsstation er et hit.

De fleste af os har prøvet det. Haveaffaldet skal væk, traileren kobles på bilen, og så triller man ellers glad og fro hen til den nærmeste genbrugsstation – kun for at opdage, at den er lukket.

Men det er slut nu. I hvert fald i Hedensted, hvor genbrugsstationen ved Remmerslund har haft døgnåbent i et år på prøve.

- Man registrerer sig på vores hjemmeside med sit nemid og sit telefonnummer, og så ringer man bare op, når man holder foran porten til genbrugsstationen og bliver lukket ind, fortæller Morten Christensen, afdelingsleder, Hedensted Kommune.

5000 borgere har det seneste år meldt sig til ordningen, og det har givet et gennemsnit på 330 besøg om måneden. Derfor gøres ordningen nu permanent.

Ganske få problemer

Det glædede de mennesker, TV SYD mødte på genbrugspladsen en aften efter lukketid.

- Jeg er rigtig glad for ordningen og bruger den en del, fortalte Jørgen Kristensen fra Løsning, der skulle af med en del pap og papir.

- Hvis jeg ikke kunne køre på lossepladsen nu, stod jeg med en fyldt trailer i morgen tidlig, og det ville være lidt af et problem, sagde tømrermester Niels Peter Kristensen.

Der er ingen bemanding på genbrugspladsen om aftenen, men stedet er videoovervåget og alle biler får filmet deres nummerplader ved kørslen ind på pladsen.

quote

- Hvis jeg ikke kunne køre på lossepladsen nu, stod jeg med en fyldt trailer i morgen tidlig, og det ville være lidt af et problem

Niels Peter Kristensen, tømrermester

- Vi har haft ganske lidt problemer med tyveri og folk, der har sorteret affald forkert, men i det store og hele må vi sige, at den her ordning går over al forventning, siger Morten Christensen.

Ikke mere affald

Det koster seks millioner kroner at drive genbrugsstationen på Remmerslundsvej årligt, men selve delen med den ubemandede døgnåbning kun beløber sig til 200.000 kroner.

- I forhold til de fordele det giver, er det et beskedent beløb, siger Morten Christensen.

Og så burde 24/7 ordningen måske kunne ses i mængden af affald, der bliver afleveret på pladsen, men kommunen oplyser, at der kun er sket en mindre øgning.