Kokain for millioner drevet i land på Fanø

Den seneste uge er store mængder kokain drevet i land på Fanø - og politiet har arbejdet på højtryk for at få fat i de hvide pakker.

Det er lidt af hvert, Vesterhavet skyller op på Fanøs strande. Den seneste uge har Syd- og Sønderjyllands Politi fisket omkring firs kilo narkotika op på stranden mellem Sønderho og Rindby ifølge Jydske Vestkysten - og de første undersøgelser viser, at det er kokain.

Det var tyske turister, der fandt den første taske med stoffer på Fanø torsdag i sidste uge. Siden da har politiet ledt langs hele kysten. Syd- og Sønderjyllands Politi vil ikke bekræfte, om der ér tale om firs kilo, men narkosagen efterforskes både indenrigs og sammen med det europæiske politisamarbejde Europol.

Hvis man støder på flere stoffer på strandene, opfordrer politiet kraftigt til, at man indleverer det til myndighederne.