Mere tysk i skolen, tak

De sønderjyske skoleelever har brug for mere tyskundervisning, mener formand for DI Sønderjylland Mogens Therkelsen.

I dag er tysk et tilbudsfag i folkeskolens 7.-9. klasser, og i udspillet til folkeskolereformen vil regeringen ikke rykke tysk frem til et tidligere klassetrin.

Kommunerne kan begynde undervisningen i fremmedsprog på et tidligere klassetrin, lige som de kan give eleverne flere timer end det anbefalede.

- DI Sønderjylland vil gerne opfordre de sønderjyske kommuner og de sønderjyske folkeskoler til at fremrykke undervisningen i tysk. Alle ved vist, at børnene lærer et fremmedsprog langt bedre, jo tidligere de begynder, siger formand for DI Sønderjylland Mogens Therkelsen.

Flere skoler i front

Mogens Therkelsen glæder sig over, at flere folkeskoler i Sønderjylland allerede har rykket de først tysktimer frem til 5. eller 6. klassetrin. Det er Gråsten Skole, Dybbøl-Skolen, Filial Digeskolen, Filial Møgeltønder Skole og Tønder Grundskole.

- Men det drejer sig mindst i lige så høj grad om at gøre undervisningen i tysk spændende for de unge. I lang tid har tysk været ringeagtet, så det kan ikke undre, at de unge ikke står i kø for at lære sproget, siger han.

Kommunerne og skolerne har en stor fælles opgave med at få tyskundervisningen op på lystavlen igen. Det kunne måske være et fælles projekt imellem de fire sønderjyske kommuner, mener formand for DI Sønderjylland Mogens Therkelsen.

De sønderjyske virksomheder har brug for, at de unge, der kommer ind i vores virksomheder, kan det tyske sprog. Ellers vil de miste ordre og dermed arbejdspladser.