TV der bevæger dig

Opgør med stive faggrænser

03:00

Urula Petersen er glad for, at alle de ansatte på fødeafdelingen i Haderslev er opdateret på netop hendes behov.

1 af 2

Jordemødre og sygeplejersker på fødeafdelingen på Haderslev Sygehus er gået på barrikaderne for at bekæmpe stive faggrænser på familiecentret på det nye supersygehus i Aabenraa.

I maj næste år samles fødeafdelingerne i Sønderborg og Haderslev i Aabenraa, og ledelsen har bestemt, at jordemødre skal holde sig til fødegangen, mens stillingerne på barselsgangen alene skal bestrides af sygeplejersker. De to faggrupper skal holdes hver for sig.

I Hadeslev har jordemødre og sygeplejersker opbygget et tæt tværfagligt samarbejde, og der er ingen adskillelse mellem fødeafdelingen og barselsafdelingen. Kvinderne kan komme i kontakt med en jordemoder eller sygeplejersk,e uanset om de er i gang med at føde eller har født.

- Det giver langt mere ro, og jeg skal ikke hele tiden forklare mig. Trods de mange vagtskifter, er både sygeplejesker og jordemødre opdateret på min situation, siger Ursula Petersen, Tinglev, der netop har født sit tredje barn på Haderslev Sygehus. Det blev en datter.

På det nye sygehus skal der ifølge ledelsen ikke være jordemødre på barselsgangen. De skal holde sig til fødegangen, og det betyder, at de ikke får kontakt med kvinderne efter fødslen.

- Kvinden kan måske bestille tid hos en jordemødre efter fødslen, men det holder jo ikke. Hvis hun har været igennem en vanskelig fødsel, så har hun et akut behov at snakke hele forløbet igennem med sin jordemoder. Det er de to, der ved, hvad der er sket, siger jordemoder Tina Arp Møller, Haderslev Sygehus.

Ursula Petersen fortæller, at hun var nervøs for, hvordan det ville gå med amningen, da hun snakkede med en jordemoder på fødeafdelingen før fødslen.

- Det var ikke noget problem. En halv time efter fik jeg en snak med en sygeplejerske med speciale i amning, og vi fik lagt en plan, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om det før fødslen, siger hun.

Med de gamle, stive faggrænsen måtte hun have ventet med at tage fat på amme-problemet til efter fødslen.

Ledelsen bløder op

Adm. sygehusdirektør Finn Jensen, Sygehus Sønderjylland, skriver i en mail til TV SYD, at han vil tage arbejdsfordelingen mellem jordemødre og sygeplejersker op igen i et møde med jordemødrene i den kommen uge.

- I relation til at de kommende strukturændringer og flytning af hele fødselsområdet til Aabenraa, vil samarbejdet på tværs af faggrupper skulle styrkes. Sygehus Sønderjylland arbejder frem mod en teamorganisering indenfor de enkelte patientforløb til gavn for patienterne. Det betyder, at personalet på tværs af faggrupper får større ansvar og større fokus på patientens situation og forløb på sygehuset - og gerne ud i praksissektoren, noterer han.

Jordemødrene har lagt et ekstra pres på sygehusledelsen ved også at henvende sig til regionspolitikerne.

- Vi mener, at det samarbejde, vi har mellem jordemødre og sygeplejersker for at få maksimalt fokus på den enkelte kvinde, er så gode, at de ikke bare skal gå tabt, fordi vi skal flyttes til Aabenraa. Vores resultater kan bekræftes af sundhedsplejerskerne. De fortæller, at de fødende i Haderslev er bedre forberedt og stoler langt mere på deres evner som mødre end fødende fra andre fødeafdelinger, siger jordemoder Tina Arp Møller.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden