TV der bevæger dig

Minister: Drop vindmøller i Lillebælt

00:20

Energiminister Lars Chr. Lilleholt opfordrer Sønderborg Forsyning til at droppe planerne om vindmøller i Lillebælt. Video: TV 2 Fyn

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) tager nu bladet fra munden og opfordrer Sønderborg Forsyning til at genoverveje vindmøllepark i Lillebælt.

I samarbejde med TV 2/Fyn

Der er blæst om de planlagte vindmøller i den sydlige del af Lillebælt. Nu melder den ansvarlige minister på området ud, at han helst ser, at planerne om en vindmøllepark i det område bliver droppet. Lars Christian Lilleholt (V), der er energi- og klimaminister mener, at tiden er løbet fra den slags kystnære vindmøller.

Jeg vil opfordre Sønderborg til at genoverveje om det her projekt skal gennemføres.

Lars Christian Lilleholt, energiminister, Venstre

- Jeg vil opfordre Sønderborg til at genoverveje, om det her projekt skal gennemføres. Der er massive lokale protester, og jeg vil opfordre til, at man lytter til protesterne og overvejer, om det er en god ide at gennemføre det her projekt, siger energiminister Lars Christian Lilleholt, Venstre.

Det er Sønderborg Forsyning, der står bag planerne om at opføre en vindmøllepark i området. Forsyningsselskabet arbejder med to scenarier omkring møller.

Enten kommer der 40 møller med en højde på 165 meter eller også bliver der opsat 20 møller med en højde på 192,5 meters højde. Alle møller bliver opsat i den sydlige del af Lillebælt mellem Als og Helnæs. Møllerne, der kommer tættest på land, står fire kilometer fra kysten.

Modstand skader grøn omstilling

Energiministeren mener, at det skader mulighederne for at gennemføre den grønne omstilling, når man gennemfører opstilling af vindmøller på trods af lokal modstand.

- For mig at se, er det meget, meget vigtigt, at når der gennemføres projekter af den her karakter og størrelse, at der så er lokal opbakning. Hvis der ikke er lokal opbakning, så er der en risiko for at opbakningen til hele den grønne omstilling, som er så vigtig for Danmark, risikerer at lide skibbrud, siger Lars Christian Lilleholt.

Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune (S) afviser ministerens kritik:

- Jeg mener, der er udbredt opbakning til grøn omstilling i befolkningen. Der vil dog altid være en vis modstand mod større grønne anlægsprojekter, men hvis vi skulle følge ministerens udlægning, så skal der være 100 procent opbakning i befolkningen. Dét vil spænde ben for alle fremtidige projekter og ville have forhindret de mange grønne projekter, der allerede er gennemført igennem tiden.  

Siden Sønderborg Forsyning begyndte planlægningen af vindmølleparken mellem Als og Fyn, er reglerne for opstilling af vindmøller blevet ændret. Det betyder, at nye havvindmølleparker i dag skal stå længere fra kysten.

- Siden sidste valg har jeg med et stort flertal i Folketinget fået indført nye regler, der betyder, at kommunerne nu har mulighed for at gøre indsigelse mod vindmøller de første otte kilometer ude i vandet. De her møller står inden for den grænse. Desværre gælder lovgivningen ikke i forhold til de her møller, men den gælder fremadrettet. Det er ganske voldsomt at se på så store møller så tæt på land. Jeg kan sagtens forstå den lokale frustration, der er, forklarer energiminister Lars Christian Lilleholt.

Assens glæder sig over opbakning

Borgmester i Assens, Søren Steen Andersen, Venstre, glæder sig over, at energiministeren nu er på banen med en opfordring til, at Sønderborg Forsyning dropper de planlagte møller.

- Det er et sjældent skarpt budskab fra en minister. Ministre er jo underlagt nogle helt særlige betingelser at arbejde under. Mininsterens krystalklare budskab er velkomment og lægger sig i forlængelse af Assens kommunes budskab, siger Søren Steen Andersen.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu