'Sugar-daddy' dømt for voldtægt af 16-årig

Ved Retten i Horsens er en 36-årig mand blevet idømt et år og tre måneders fængsel for at afpresse 16-årig pige til sex. Det sidestilles med voldtægt.

Ifølge Horsens Folkeblad afpressede en nu 36-årig mand en dengang 16-årig pige fra Horsens ved at true med at videresende en korrespondance på nettet til andre, blandt dem pigens familie.

- Jeg kender én, der kender din søster. Vil du gerne, at alle fra studiet ser, hvad du render og laver med gamle mænd, og ser alle beskederne om penge for sex? skrev manden til den 16-årige efter at have sendt hende et screenshot af korrespondancen, hvor de to aftaler en betaling på 5000 kroner for sex.

Selv om den dengang 16-årige pige egentlig havde afvist at have sex med manden, følte hun sig så presset af truslen, at hun i december 2015 mødtes to gange med ham og havde sex med ham.

I går blev den 36-årige mand ved Retten i Horsens idømt ét år og tre måneders fængsel. Han blev dømt for voldtægt, fordi truslerne udløste et pres, der ifølge retten var at sidestille med voldtægt.

Presset og panisk
Den nu 18-årige kvinde har i retten fortalt, at hun følte sig så presset og panisk over, hvad der kunne ske med hendes liv, hvis beskederne mellem de to kom ud i offentligheden. Da manden i januar 2016 kontaktede hende igen for at få et nyt møde, gik hun til politiet.

Kontakten mellem de to startede oprindelig, da den dengang 16-årige oprettede en profil på hjemmesiden Sugardating.dk, hvor hun udgav sig for at være 18 år. De aftalte at mødes, og at kvinden skulle have 5000 kroner, hvis de to havde sex.

De mødtes et par gange, inden pigen afbrød kontakten med manden, og efter hun havde stoppet kontakten, sendte manden truslerne, som altså endte i voldtægt..