Politi slår til mod natteræs

66 ud af 200 bilister blev blitzet, da politiet slog til med en fotofælde på landevejen mellem Vejle og Fredericia natten til mandag. Flere risikerer at miste kørekortet.

15 bilister kan se frem til et klip i kørekortet og fem til enten en betinget eller en ubetinget frakendelse af kørekortet, efter at politiet stillede en fotovogn op på rute 171 – landevejen mellem Vejle og Fredericia – natten til mandag.

Politiet rykkede ud efter henvendelse fra borgere i Skærup-området.

quote

Nogle bilister tilsidesatte hastighedsgrænsen efter midnat og kørte nærmest ræs på strækningen.

Morten Anker, politiinspektør, Sydøstjyllands Politi

- Vi havde forud for kontrollen fået oplyst, at nogle bilister tilsidesatte hastighedsgrænsen efter midnat og nærmest kørte ræs på strækningen, fortæller politiinspektør Morten Anker fra Sydøstjyllands Politi.

Den automatiske trafikkontrol var aktiv fra midnat til klokken seks mandag morgen på en strækning gennem Skærup, hvor fartgrænsen er 70 kilometer i timen.

Afhængig af kortet – nu mister han det

En bilist i en varebil blev målt til 167 kilometer i timen, hvilket medfører ubetinget frakendelse af kørekortet.

Føreren af varebilen – som kørte arbejdskørsel – henvendte sig efterfølgende til målebilen for at høre, hvad han var blevet målt til.

Han kunne – ifølge politiet – noget tynget konstatere, at nu røg det vigtige kørekort, der havde skaffet ham jobbet. 

Politi rystet

Politiet er rystet over, at hver tredje bilist overtræder hastighedsbegrænsningen i nattetimerne.

Politiet oplyser til TV SYD, at de fremover vil høje øje med strækningen, og det er sandsynligt, at de igen vil sætte en fotovogn op på stedet.