Politiet guider: Sådan undgår du billethajer

Snart starter den syd- og sønderjyske festivalsæson, og hvis du endnu ikke har sikret dig din billet, så læs med her, så du undgår at blive snydt.

Jelling Musikfestival, Tønder Festival og Fanø Vesterland er bare nogle af de festivaler, der er i vente i Syd- og Sønderjylland de næste par måneder. Hvis du er for langsom på tasterne og ikke når at sikre dig en billet, inden de bliver udsolgt, så skal du være på vagt.

Det kan være fristende at købe en billet til en udsolgt festival gennem en privatperson, men der er flere ting, du skal være opmærksom på, før du gør det.

En person i Vestjylland blev sidste år bedraget for over 10.000 kroner i forbindelse med køb af festivalbilletter til hele familien.
Tilbuddet virkede ellers både tillokkende og troværdigt, da en person satte dem til salg på nettet.
Vedkommende betalte via MobilePay, men det eneste dokument, der kom ud af handlen, var en anmeldelse til politiet. For billetterne dukkede aldrig op til køberen.

Hvert år modtager Syd- og Sønderjyllands Politi sager som disse, hvor kriminelle bedrager borgere, der er på jagt efter eftertragtede billetter til udsolgte arrangementer som festivaler, koncerter, fodboldkampe m.m.

Bedrageriet kan foregå på flere måder. Dels kan der være tale om, at en person videresælger den samme billet flere gange, dels kan der være tale om, at man betaler for en vare, man aldrig modtager.

- Desværre øjner nogle kriminelle muligheden for at tjene lette penge ved at udnytte, at mange gerne vil se deres yndlingsband optræde live. Og det er rigtig surt at blive snydt. Men ved at bruge sin sunde fornuft og være skeptisk i jagten på billetter, kan man i hvert fald mindske risikoen, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion., siger specialkonsulent Christian Østergård fra Syd og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Nedenfor kan du læse Christian Østergårds tre gode råd til, hvordan du undgår at blive spist af billethajer. 

Sådan undgår du at blive snydt af billethajer

  • De officielle billetudbydere er det sikreste sted at købe din festivalbillet. Er festivalen udsolgt, anbefaler politiet at købe billetter via festivalernes egne officielle ventelister. 
  • Lad være med at efterlyse festivalbilletter via sociale medier som Facebook. Du risikerer at lokke en billethaj til at sælge dig en falsk billet eller en billet til overpris. 
  • Køber du billetter af en privat person, så sørg for, at der er samme navn på billetten, mobilePay-kontoen og på den person, som du skriver med online.
  • Tag direkte kontakt til sælger og bed om et fysisk møde. Betal først, når du får billetten - og tjek så vidt muligt inden da, om billetten er ægte.
  • Undersøg om festivalen tilbyder hjælp til overdragelse af billetter mellem private personer.  

Hvis din billet ikke bliver accepteret ved indgangen, så er der ikke noget at gøre. Det er ikke festivalarrangørens ansvar, at du er blevet snydt.

Hvis du har købt billetten på nettet hos en virksomhed, er der hjælp at hente ved banken. Normalt kan banken føre pengene tilbage, hvis du har betalt med betalingskort. Det samme gælder, hvis du har brugt MobilePay til at betale virksomheden – ikke en privatperson.

Banken kan som udgangspunkt ikke føre pengene tilbage til dig, hvis du har købt billetten af en privatperson.

Politiet anbefaler, at man altid melder billetsnyd til dem. Det kan gøres på deres hjemmeside eller ved at ringe 114.