Sådan får man fjernet is fra lastbilers tag

En såkaldt isairbag er et effektivt våben imod sne og is, som lægger sig på taget af lastbiler, og som ryger ned på kørebanen, når lastbilerne kører.

En større klump is fra taget på en lastbil fløj tirsdag ind i foruden på Kurt Nielsens bil. Den historie fortalte TV SYD onsdag, og det affødte flere løsningsmodeller fra vores seere på TV SYDs Facebook-profil.

Sådan så Kurt Nielsens bil ud efter mødet med isklumpen fra en lastbil.
Sådan så Kurt Nielsens bil ud efter mødet med isklumpen fra en lastbil.

Ved firmaet Stea i Taulov har man dog fået installeret en løsning på isproblemerne i deres lastbiler. En såkaldt isairbag i toppen af traileren på lastbilen puster sig op i løbet af få minutter.

- Hvis der ligger et lag is, så puster vi den op, og så vil isen knække, og første gang du gør det mindste, så falder isen af, fortæller lastbilchauffør Johnny Kongstet, der er en af brugerne af airbaggen.

- Det er en hjælp til chaufførerne. Chaufførerne kan ikke komme op og få det ned, og alle snebroerne er der altid et stykke vej til, og så er skaden sket, inden man kommer derhen, siger Kurt Byrial Fiskbæk, der er logistikansvarlig ved Stea.

Og ifølge brugerne så virker isairbaggen efter hensigten.

- Den gør, det den skal med at knække isen og få isen væk med det samme.

En isairbag koster 9000 kroner pr. trailer.

Du kan her høre Kurt Byrial Fiskbæk forklare, hvorfor isairbaggen ifølge ham er bedre end andre løsninger:

Derfor er isairbaggen en god løsning for chaufførerne.