Thoning overrasket over Venstres tilbagegang

Venstres Hans Chr. Thoning er noget overrasket over partiets tilbagegang ved gårsdagens folketingsvalg.

Selvom alt peger mod Venstre Lars Løkke Rasmussen som statsminister, har partiet Venstre haft et meget dårligere valg i år end i 2011.

På landsplan er Venstre gået tilbage med knap 30 pct. Det samme er tilfældet i Sydjyllands Storkreds, hvor Hans Chr. Thoning sandsynligvis må kæmpe om det femte og sidste mandat med tre andre Venstre-folk.

- Jeg er meget overrasket over, at vi mister 13 mandater, siger Hans Chr. Thoning til TV SYD og forklarer, at det efter hans mening skyldes for meget personfikseret snak omkring Lars Løkke samt, at de andre partier har været bedre til at sælge deres budskaber.

Venstre er gået tilbage fra syv til fem mandater i Sydjyllands Storkreds, og Hans Chr. Thoning er i sin egen kreds, Varde-kredsen, gået tilbage i personlige stemmer fra 7.700 sidst til knap 5.900 denne gang. Altså en tilbagegang på ca. 24 pct.

Se Hans Chr. Thoning forklare Venstres tilbagegang på landsplan i videoen herunder. (Varighed: 0:50 min)