Turisme i Tønder? Her går det godt

Feriecentrer i Tønderområdet har fremgang.

Tønder kommune har oplevet en stigning på 15 procent i antallet af overnattende i første halvår af 2012, sammenlignet med samme periode i 2011.

Tallene er opgjort af Danmarks statistik.

- Fremgangen skyldes flere gæster på feriecentrene i kommunen, siger turist- og udviklingschef Bodil Glistrup Thomsen, Rømø-Tønder Turistforening.

Til gengæld har der været en mindre nedgang i overnatningstallene på campingpladser og hoteller.

Bodil Glistrup Thomsen er optimist med hensyn til resten af året:

- Jeg tror, vi holder skindet på næsen, og det hænger bl.a. sammen med, at vi ligger så tæt på grænsen. Det gør det nemt for tyskerne at køre op til os, også selvom det bare drejer sig om en miniferie eller en forlænget weekend. Det har også været en klar fordel, at turistbureauet på Rømø er blevet flyttet til Havneby. I år har vi fået flere endagsturister på besøg i kommunen, ikke mindst med færgen fra Sylt til Rømø, siger hun.