TV der bevæger dig

Vejnettet lappes sammen

07:02

Nu bliver der lappet huller i vejene.

1 af 2

Den lange vinter med sne, frost og masser af vejsalt har været hård ved vejene. Overalt er der huller i vejene til fare for trafiksikkerheden.

TV SYD har fået en række kommentarer på Facebook om problemets omfang:

Anders Wiborg Jensen: Fredericia er hårdt ramt.

Tove Varde: Tror ikke Vejle har en eneste vej uden huller.

Lise Alkjær Ravn: Her i Dybbøl er det virkelig slemt.

Peter Frydendal: Overalt i hele Haderslev by...

L.k. Rasmussen: Tørring er hullernes by.

Flemming Hedegård Jacobsen: Børkop - en by i lapland.

Bilisternes interesseorganisation FDM har beregnet, at efterslæbet på vedligeholdelse af kommuneveje beløber sig på op til 20 milliarder kroner.

Det svarer til godt halvdelen af de samlede årlige skatter og afgifter, som bilisterne betaler.

Kommunernes vejafdelinger lapper ofte de samme huller år efter år, og det bliver dyrt i længden.

Billige løsninger dyrest i længden

I første omgang er det billigere at lappe hullerne end at lægge nyt slidlag på vejene. Imidlertid holder lapperne kun to-tre år, mens nye slidlag kan holde 15 år.

Brancheorganisationen Dansk Vejforening har tidligere vurderet, at det koster to-tre gange mere i det lange løb at reparere vejene i stedet for at afsætte tilstrækkelige midler til at lægge nye slidlag.

Teamleder i Vejle Kommunens vejafdeling, Ole Kruse erkender, at de mange lappe-løsninger forringer den samlede værdi af kommunens vejnet.

- Men der er ikke økonomi til at lægge nyt slidlag overalt, siger han.

Vejle kommune er i fuld gang med at lappe hullerne i vejene. Kommunen har to vejhold kørende. Som hovedregel bliver nye huller lappet i løbet af en uge.

De mange huller i vejen går ud over trafiksikkerheden, men når skaden sker, er der sjældent hjælp at hente.

- Det er op til den enkelte at køre efter forholdene, erklærer kommunerne.

Se mere i TV SYD-nyhederne 19.30.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden