TV der bevæger dig

Havnedirektør: - Vi er chokerede og triste

Kolding Havn har netop afleveret en masterplan for udviklingen de kommende år. Foto: John Melin

Ingen på havnen vidste besked, før beslutningen om at afvikle erhvervshavnen i Kolding blev offentliggjort klokken 12 onsdag.

Gennem de seneste 175 år har Kolding Havn tjent byen og virksomheder som en aktiv og innovativ havn.

Havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen havde gerne set, at det også havde fortsat sådan i de kommende 175 år; men nu har et enigt byråd besluttet, at havnen skal nedlægges, og de virksomheder, som i dag har deres aktiviteter på arealerne, skal flytte om senest 25 år.

Det kommer som et chok. Vi har i den senere tid brugt mange kræfter på at lave en plan for havnens fremtid.

Anders Vangsbjerg Sørensen, havnedirektør, Kolding

Ingen vidste noget

- Det kommer som et chok. Vi har i den senere tid brugt mange kræfter på at lave en plan for havnens fremtid. For bare 14 dage siden fremlagde vi en overordnet masterplan for havnens udvikling. En plan, hvor vi gjorde os umage for at sikre fremtidig vækst og flere arbejdspladser, siger Anders Vangsbjerg Sørensen.

- Vi har i dag 433 arbejdspladser direkte på havnen og cirka 2.800 afledte arbejdspladser i kommunen, og på havnen har vi set gode muligheder for at vokse endnu mere. Derfor havde vi slet ikke set denne udvikling komme.

Fra udvikling til afvikling

Ingen på Kolding Havn havde kendskab til byrådets beslutning, før Kolding Havn sammen med de øvrige virksomheder på havnen, modtog pressemeddelelse fra byrådet klokken 12 i dag.

- Lige nu er vi alle chokerede, men vi har selvfølgelig respekt for, at byrådet har en anden opgave, end vi har her på Kolding Havn, og som ejer af Kolding Havn har de naturligvis ret til at træffe den beslutning, når de mener, at det er for byens bedste.

- Nu skal jeg og mine kolleger lige sunde os, og så skal vi i gang med at holde møder med virksomhederne på havnen, så vi kan finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan servicere dem, i den tid der kommer. Byrådet har meldt ud, at virksomhederne kan have op til 25 år til at finde en anden placering eller afvikle sig selv,siger havnedirektøren.

Det kan gå hurtigt

Han frygter, at beslutningen om at afvikle havnen vil få den betydning, at havnen i praksis bliver afviklet hurtigere, end politikerne forestiller sig.

Havnedirektøren peger også på, at der er en bygninger til en samlet værdi af omkring en milliard kroner på havnen.

- Det vil koste virksomhederne dyrt at fjerne bygningerne og opføre nye et andet sted, siger havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen.

Formanden for Kolding Havn, byrådsmedlem for Venstre, Asger Christensen, der på den ene side har ansvaret for havnen og på den anden side har været med til at beslutte, at den skal afvikles, kommer i studiet i TV SYD onsdag aften kl. 19.30 for at forklare nærmere.  

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu