Ny teknologi ændrer på 20 års rejsebøvl
Nye skannere i Billund Lufthavn gør det hurtigere og lettere at komme i luften.
Fremover skal du ikke tænke på, at al væske på max 100 milliliter skal op af håndbagagen og i en lille pose på én liter, før det må tages med på flyet. Den besked kender alle, der har rejst fra en lufthavn de sidste 20 år.
Nye skannere i Billund Lufthavn ændrer nu på det.
I disse dage bliver skannerne sat op i sikkerhedsområdet i lufthavnen. Maskinerne kan se væske i håndbagagen og eliminerer derfor behovet for at pakke væsker om. Skannerne fjerner også behovet for at tage elektronik op og pakke dine ting i flere bakker under sikkerhedstjekket.
Den nye teknologi er fuldt indfaset om cirka to uger.
Kravet om maksimalt 100 milliliter væske i beholdere gælder dog stadig. Indtil videre. Mere om det længere nede.
tvSyd har fulgt medarbejderne i Billund Lufthavn i programmet 'Billund Airport' som kan ses lige nu og kvit og frit på tvSyd Play ved at klikke her.
Ét stykke bagage - én bakke
Henrik Kristiansen er sikkerhedschef i Billund Lufthavn.
Han fortæller, at den nye teknologi hedder C3 og er et skifte fra røntgen til 3D. De seneste tre måneder har lufthavnen testet og trænet personalet i at bruge de nye maskiner.
- Den nye teknologi betyder, at vi fremover kan håndtere al bagage i én bakke, siger han.
Hvorfor må man ikke have store væskebeholdere med på flyveren?
Hvornår: Lovgivningen om væskebegrænsninger blev indført i november 2006.
Hvorfor: Reglerne blev indført efter et mislykket terrorangreb i august 2006, hvor terrorister planlagde at medbringe flydende sprængstoffer ombord på fly fra London til USA.
EU-forordning: Reglen gælder for hele EU og indebærer, at hver beholder højst må rumme 100 milliliter væske.
Sikkerhedskontrol: Væskerne skal fremvises separat i en gennemsigtig, genlukkelig plastikpose på maksimalt én liter.
Fremtidige ændringer: Nye teknologier, som 3D-skanning, forventes snart at gøre det muligt at ophæve eller reducere disse restriktioner i europæiske lufthavne.
På sigt vil dette give en hurtigere og mere smidig proces for passagererne, da man ikke længere skal pakke taskerne ud og ned igen efter kontrollen. Det gør rejsen lettere, især for familier som slipper for besværet med flere bakker og potentielt glemte genstande, siger Henrik Kristiansen.
Selvom selve båndhastigheden ikke ændres væsentligt, bliver processen enklere og mere overskuelig for passagererne.
Den nye teknologi gør det også lettere at finde små, forbudte genstande uden at åbne bagagen fysisk.
Rejsende skal dog være opmærksomme på, at andre lufthavne kan have en anden teknik og andre krav. Det er derfor en god idé at orientere sig om reglerne for de lufthavne, rejsende skal benytte. På sigt skal alle lufthavne i EU have samme regler.
Potentiale for mere
Når sikkerhedspersonalet kigger på 3D-billeder af bagagen er det ikke alt, skannerne kan, siger sikkerhedschefen.
Planen er, at skannerne skal kunne håndtere væskebeholdere større end de 100 milliliter, der er reglen i dag. Lovgivningen reguleres af EU, og der arbejdes på en godkendelse af det nye system, så reglen om væskebeholdere på maksimalt 100 milliliter forsvinder.
Flere europæiske lufthavne implementerede teknologien sidste år, men EU rullede pludseligt lovgivningen tilbage i efteråret til det oprindelige udgangspunkt til stor frustration for lufthavnene.
- Vi håber, at alt snart er tilladt gennem Billund Lufthavn, som dermed bliver den første danske lufthavn med fuld implementering af systemet, siger Henrik Kristiansen.
Han forventer, at det sker inden året er omme.
Så rejsende skal for nuværende kun tænke på, at alle væskebeholdere må være maksimalt 100 milliliter.
Du kan se alle afsnit af 'Billund Airport' kvit og frit på tvSyd Play lige her.