LEGO House åbner for ny kreativ oplevelse

En ny oplevelse er på vej i LEGO House. Her opfordres gæsterne til at forme fremtiden gennem leg og kreativitet.

Årets sæson i LEGO House bliver skudt i gang med en ny oplevelse 'Build the Change' for de besøgende. 

Den skal inspirere både børn og voksne til at bruge deres kreativitet og fantasi til at komme med idéer til virkelige udfordringer som biodiversitet, klimaforandringer og madspild.

Aktiviteten er placeret i husets Blå Zone, der har fokus på kognitiv læring gennem Leg. Og den har været under udvikling i over et år.

- LEGO House er konstant i udvikling, og med 'Build the Change' har vi virkelig gjort en ekstra indsats for at skabe en helt unik oplevelse, som vores gæster aldrig har set magen til før, fortæller Kathrine Kirk Muff, administrerende direktør for LEGO House.

Interaktiv oplevelse

Build the Change-oplevelsen er både interaktiv og engagerende. Den vil desuden løbende blive udviklet med aktuelle udfordringer og ud fra gæsternes feedback. 

Det betyder, at genbesøgende gæster vil blive mødt med nye opgaver fra gang til gang.

LEGOHouse_BuildTheChange_84A0523.jpg
Foto: Lego House

LEGO House skriver, at når besøgende træder ind i 'Build the Change' vil de blive mødt af en digital LEGO minifigur med en kreativ opgave. Udfordringerne varierer, men man kan for eksempel blive bedt om at udvikle et miljøvenligt køretøj. Med et udvalg af farverige LEGO klodser til rådighed, skal man herefter skabe sit eget innovative byg. Når køretøjet er færdigt, venter en anden minifigur for at høre om idéen. Til sidst animeres dit LEGO køretøj digitalt og vises på en stor skærm.

For at indsamle de første indsigter kan besøgende stemme på potentielle nye emner ved en udstilling på LEGO Square. 

Udstillingen er åben fra den 27. januar til den 4. marts 2024.

LEGOHouse_BuildTheChange_84A0205.jpg
Foto: Lego House