En morgen i april var der travlt i Claus Madsens bedemandsforretning i Billund. Han håndterede sendingen med nye kister og fik et opkald om et coronadødsfald. Det var det første af sin slags i kommunen. Claus frygtede, at der ville komme mange flere.
På lagret i begravelsesforretningen stod der hvide kister i alle størrelser stakket op på hylderne, og i hjørnet lå der satin og træuld i kasser, som bedemand Claus Madsen brugte til at polstre kisterne med. Han polstrede dem selv og brugte samme træuld, som findes i de fineste Hästens senge, for selvom de var døde, skulle de ligge godt, mente Claus. Lige nu var alt stille, og Claus var ved at forberede sig til endnu en arbejdsdag med bisættelser og nye coronarestriktioner.