56-årige Lars Christensen prøver altid at undgå at fortælle sin alder. Han føler, at han bliver sat i bås. At folk har en forventning om, hvad man skal have opnået ud fra alderen. Det gider han ikke at være med til.

Det er ikke nemt at gætte hans alder ved at kigge på ham. Hans lange lyse hår er tykt, kroppen er slank og selvom han ikke bruger solcreme, er hans hud ikke rynket.

Hver søndag aften kan man se Lars Christensen og hans partner René Sørensen på TV SYD, når de underviser sønderjyske elever på deres to danseskoler i Aabenraa og Haderslev.

Lars glemmer musikken til stort show

Som ung rejste han verden rundt og optrådte med andre dansere. Asien, Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa besøgte han, før han var fyldt 25 år. Det var i 1980'erne og usædvanligt for en ung fyr. Han har tillige vundet et hav af internationale turneringer samt er blevet dobbelt nordisk mester og dansk mester i ti forskellige danse, og så har han drevet en succesfuld danseskole i København.

Men så førte et uventet opkald ham til Sønderjylland.

Træningen begyndte med hysteri

Lars Christensen er født i 1964 og voksede op i Herfølge på Sjælland med sin mor, far og storebror. Han beskriver sig selv som et følsomt barn med et iltert temperament.

- Jeg var en lorteunge, da jeg var barn, siger Lars Christensen.

Når han var mest hysterisk, stillede han sig på tæerne og krængede dem bagud, så han stod på foden med tæerne imellem. Hvorfor ved han ikke.

På det tidspunkt vidste ingen, at hans barnekrop trænede sig til at blive en veltunet dansemaskine.

Hans mormor foreslog, at Lars skulle begynde til ballet.

- Sådan danser balletdansere. Det er faktisk kun pigerne, som danser på tåspidserne, men det vidste min mormor ikke, siger Lars Christensen.

Han var to år gammel på det tidspunkt. Lars’ mor troede ikke på idéen. Han var en energibombe uden lyst til at følge voksnes ord.  

Men da Lars kom på dansegulvet, skete der noget. Han lyttede. Han gjorde det, læreren sagde. Time efter time. Dag efter dag. År efter år.

De mange hysterianfald havde allerede formet hans krop til at bevæge sig bedre end de flestes. Da han blev syv år, stoppede han sine hysterianfald.

Fundamentet blev lagt til en passion for dans, som aldrig skulle stoppe.

Men hans far var skeptisk. Hans far, forretningsmanden, ville have, at han skulle være revisor eller læge.

- ”Du kan ikke danse dig gennem livet”, sagde han til mig, siger Lars Christensen.

Den kedelige vej

Årene gik, og Lars kom i folkeskolen. Han var den følsomme dreng, som lærerne fik til at trøste andre elever, når de var kede af det. Han trænede dans flere gange om ugen.

Hans danselærer var Britt Bendixen, som er kendt som dommer i TV 2-programmet ’Vild med dans’.

- Hun var nærmest min tredje forælder, siger Lars Christensen.

Han ville bare gerne danse, men hans klasselærer mente, at han skulle sidde i en bank. Og at han ikke var moden til gymnasiet. Han havde et talent for at danse, men han følte, at det ikke blev taget seriøst. Følelsen hænger stadig i ham i dag.

- Ingen vil tro på talenter og give dem en chance. Det havde været en kæmpeskandale, hvis jeg skulle sidde i en bank. Jeg skulle køre den sikre og kedelige vej, siger Lars Christensen.

Han kom dog på gymnasiet. På det tidspunkt tænkte Lars ikke, at han kunne leve af dans. 

Barndomshjemmet var stort, kærligt og rummeligt. Et af de slags steder, hvor vennerne søgte hen, når de havde problemer, de ikke kunne tale med deres egne forældre om, eller når de manglede tag over hovedet.

Men det var knap så rummeligt, når det handlede om Lars’ fremtid efter gymnasiet. Faren tvivlede på dans. Ikke fordi han ikke var støttende eller ikke kunne se sin søns talent. Men han frygtede, at dans ikke kunne være en levevej. At Lars var nødt til at få en uddannelse, så han kunne klare sig selv.

Men det ændrede sig en dag, da han sad overfor Lars’ danselærer Britt Bendixen. Lars husker det tydeligt. Han var næsten færdig med gymnasiet. Bagefter ventede en uvis fremtid, som ikke var bestemt endnu.

Ifølge Lars fortalte hun hans far, at mange ganske rigtig ikke har talent til at leve af at danse.

Hun lagde hånden på hans knæ. ”Men det har Lars”, sagde hun så. Lars husker sin fars ansigtsudtryk.

- Det var første gang, at min far ikke havde et svar tilbage. Jeg blev enormt stolt, og jeg blev bekræftet i, hvad jeg ville med mit liv. Det var vigtigt for mig, og det gav mig et spark bagi, siger Lars Christensen.

Kompromisset blev, at han skulle danse et år efter gymnasiet og så læse medicin.

Men sådan gik det ikke.

Et tegn fra oven

Som 41-årig havde Lars Christensen aldrig sat sine ben på medicinstudiet. I stedet havde han rejst verden rundt og danset i eksotiske lande.

Men nu var han tæt på at droppe det hele.

- Kroppen kan ikke følge med de yngre konkurrenter, når man bliver 36 år, siger Lars Christensen.

Han var blevet danselærer og havde en danseskole i København, hvor han lejede sig ind på etagen over en friskole. Året før mødte Lars Christensen sin nuværende partner, René Sørensen fra Aabenraa. Der var fart på og elever, som ville lære at danse.

Men han savnede noget.

Siden 7. klasse havde Lars Christensen brugt sin erfaring fra danseverdenen til at style sine venner.

- Jeg synes, det var vildt fedt at style andre mennesker, siger han.

Trangen til at arbejde med mennesker som frisør havde vokset sig så stor, at han ikke kunne ignorere den. Efter kort tid fandt han en læreplads. Men så blev han splittet.

Skulle han beholde sin danseskole eller springe ud i en hel ny branche?

- Jeg var helt forvirret og vidste ingenting, siger han.

Han faldt på knæ på sit soveværelse og foldede sine hænder. Han bad til Gud.

- Du er nødt til at vise mig vejen, bad han før han gik i seng.

Næste morgen var det lørdag. Klokken var 08.30. Telefonen vækkede ham, da den brummede på natbordet. Han tog den op til øret.

Stemmen i den anden ende af telefonen sagde, at TV 2 skulle lave et nyt danseprogram. Det var første sæson af TV 2-programmet ’Vild med dans’. TV 2 ville have Lars Christensen med.

- Så vidste jeg, at jeg havde fået det tegn, jeg bad om, siger Lars Christensen.

Han deltog i de to første sæsoner af programmet, hvor op mod 1,4 millioner danskere så med. Først dansede han med Stine Stengade og bagefter med Mayianne Dinesen. Eksponeringen i prime-time tv gjorde ham til et kendt ansigt. Autografskrivning i kavalergange og tilråb på gaden blev hverdag.

Det betød også, at han pludselig tjente meget mere på dans. Eleverne strømmede til hans danseskole. Han var et brand.

- Jeg væltede mig i jobs, som gav mange penge, siger Lars Christensen.

Og så fik han et godt tilbud.

Dansede alligevel gennem livet

Friskolen under Lars Christensens danseskole havde brug for at udvide og ville have Lars Christensens lokaler.

Fordi han var med i ’Vild med dans’, fik han et utroligt tilbud. Han ville egentlig ikke sælge skolen, men pengene lokkede.

- Jeg skulle smede, mens jernet var varmt, siger Lars Christensen.

Han slog til. Lokalerne skiftede ejere. Pludselig stod han med en stor sum penge, ingen skole i København og en partner i Aabenraa. Han vil ikke afsløre, hvad han solgte for.

Hvis han ikke havde været med i ’Vild med dans’, havde han ikke fået dén pris.

- Så havde jeg sikkert haft danseskolen endnu, siger han.

Lars Christensen besluttede med sin partner René Sørensen at starte en danseskole i Sønderjylland. Modsat København var udvalget af danseskoler i landsdelen meget begrænset. Det var en oplagt mulighed for de to danselærere at vende tilbage til René Sørensens hjemegn.

Det er deres danseskole, man kan følge i TV SYD-programmet ’Det skal danses væk’.

Telefonopkaldet den lørdag morgen gjorde det hele muligt.

Lars Christensen endte alligevel med at danse gennem livet.