muted

Louise udlevede drømmen i New York, men et opkald fra forældrene fik hende tilbage til Toftlund

For første gang den aften fyldte Louise lungerne med luft og satte læberne mod mundstykket. Luften bevægede sig fra lungerne og ned gennem det snoede messingrør.

Louise stod alene på scenen. I hænderne havde hun sin elskede saxofon. Den der har fulgt hende, siden hun i 00’erne købte den. 

Men selvom hun for en stund var alene på scenen, var lokalet ikke tomt. Gæsterne på jazzklubben i USA lyttede opmærksomt til musikken, der var improviseret og eksperimenterende.

Ved siden af scenen stod Tom, Louises’ mand og kontrabassist. I armene havde han deres syv uger gamle datter, Freyja, der sov med store, røde hørebøffer på. 

Det var ikke mange dage siden, de havde forladt Danmark for at turnere i USA og forfølge endnu en drøm. Et sammensurium af familie, udlængsel og selvfølgelig musikken.

quote

Det var magisk, og pludselig kunne jeg ikke stoppe med at spille igen.

Louise Dam Eckardt Jensen

Men det er næsten for godt til at være sandt, tænkte Louise, mens de første toner fyldte rummet, og hun kiggede over på sin datter. Kan det virkelig lade sig gøre at være både mor og professionel musiker?

Tankerne hvirvlede tilbage på de mange mennesker, der efter fødslen tvivlede og sagde: 

"Nu må du da lægge musikken og turnévirksomheden på hylden". 

"Bliv i Toftlund og find et rigtigt arbejde". 

"Der er jo ingen penge i at spille den slags musik".

Alligevel havde hun taget chancen.

Én skole - otte liv

Det første møde med musikken

Allerede som helt lille blev Louise Dam Eckardt Jensen introduceret for musikkens verden. Hylderne i hendes barndomshjem i Toftlund i Sønderjylland var fyldt med kassettebånd i alle afskygninger. 

Særligt ét bånd husker hun bedst. 'Dødens Triumf' fra Det Kongelige Teater – en ballet fra 70’erne, der handler om en ukendt epidemi, der rammer en lille by, og den frygt, der følger med. Det minde står særligt klart for hende, da hun som tre-årig i 1983 hørte de toner for første gang. Få år senere - i børnehaveklassen - startede hun til blokfløjte.

- Da jeg første gang prøvede at spille, var jeg overvældet. Det var magisk, og pludselig kunne jeg ikke stoppe med at spille igen. Jeg fik en trang til at skabe og lege med musikken, fortæller Louise Dam Eckardt Jensen.

Det kreative og kulturelle har altid fyldt meget for familien i Toftlund. 

Der er både blevet spillet klassisk og moderne musik i hjemmet. Og oldefaren var kunstmaler, og derfor blev Louise også tit hevet med på kunstmuseet Louisiana på Sjælland.  

Som 13-årig blev Louise bekendt med en ny genre og et nyt instrument: jazz og saxofon.

- Det er et magtfuldt instrument, fordi det er så svært at styre. Det er enormt flot og stærkt, og så har det noget over sig, siger hun.

Begge dele tog hun lynhurtigt til sig, og blokfløjten blev skiftet ud med saxofonen.

Ligesom saxofonen blev musikken Louises tro følgesvend. 

I 0. klasse startede Louise til blokfløjte.
I 0. klasse startede Louise til blokfløjte.
Foto: Privatfoto

Fra fritidsinteresse til passion

Sideløbende med 9. klasse begyndte Louise også på MGK – Musikalsk Grundkursus, som er en treårig uddannelse, der skal forberede eleverne på musikkonservatoriet. Den ekstra uddannelse betød dog, at døgnet havde for få timer – og de dyrebare minutter skulle prioriteres.

- Musikken var ikke længere en fritidsinteresse, men en passion. Det var barskt, men det gav også selvtillid, husker Louise med blandede følelser.

Musikken fyldte og gav så meget, men den tog også nogle af Louises teenageår. Fester og sociale begivenheder blev valgt fra, og så kostede det venskaber at være så fokuseret og ambitiøs.

- Jeg var anderledes, lidt kikset og ofte i min egen verden. Samtidig gik jeg også og tumlede med de samme ting, som alle andre teenagere: Jeg havde uren hud, var forelsket i en, som ikke ville have mig, og så ville jeg gerne have det tøj, som var super sejt, siger hun.

I 1. g på Haderslev Katedralskole afsluttede hun MGK. Men selvom eksaminerne ikke længere hang over hovedet på Louise, blev mange af døgnets få timer stadig brugt på saxofon og jazz.

- Hver gang, jeg spillede og hørte musikken, så tænkte jeg: Det her, det skal jeg en dag.

Hele sin ungdom drømte Louise om at flytte fra hjembyen Toftlund og leve af musikken. 

Alle steder og ingen steder

Første skridt på vejen var, da hun kom ind på konservatoriet i Amsterdam. Efter endt uddannelse fulgte år, hvor hun boede i blandt andet Berlin og New York, men også år hvor hun var på herrens mark, som hun selv beskriver det.

- Jeg var alle steder og ingen steder de år og ofte i vildrede. Jeg ville være fultidsmusiker, men det var virkeligt svært, husker Louise.

Mens vennerne i Danmark blev færdige med deres uddannelse, fandt arbejde og slog sig ned, blev Louises liv mere og mere vildt. Hun rejste ofte fra den ene europæiske by til den anden eller rundt i USA for at spille og skabe netværk. 

Og når pungen var tom, måtte hun tage hjem til mor og far i Toftlund. Trods det var Louise overbevist om, at det var det rigtige, hun havde gang i.

- Det er lige så hårdt at være klassisk musiker eller popmusiker, for der skal du passe ind i nogle bokse. Når jeg spiller, så handler det om at lege. Der er frihed og plads til at være anderledes. Jeg ér anderledes, så jeg har behov for ikke at passe ned i en kasse, siger hun.

Én gang var hun dog ved at give op.

muted

En fighter

På et tidspunkt havde Louise i flere måneder arbejdet hårdt på få en session op at stå med nogle musikere, som hun brændende ønskede at spille sammen med. Dengang boede hun i Berlin, hvor de også alle sammen skulle mødes. 

Problemet var bare, at Louise på dét tidspunkt befandt sig i Amsterdam, hvor hun havde spillet koncert. Løsningen blev, at hun tog toget fra Holland, tværs over Tyskland og direkte til øvelokalet, hvor musikerne var. 

Men da hun kom frem, var der noget galt med hendes højtelskede saxofon. Da de skulle til at gå i gang, ville tonerne ikke flyde.

- Tårerne piblede bare frem. Det var nogle musikere, jeg ikke kendte, så jeg syntes, det var helt pinligt. Det var bare ikke noget, der fungerede. De var ægte musikere, og jeg skulle forestille at være professionel saxofonist, siger hun.

quote

Det var et afgørende øjeblik, for der skulle jeg virkelig kæmpe.

Louise Dam Eckardt Jensen

Louise ønskede ikke at give op, så hun blev ved med at prøve at få saxofonen til at virke, men intet lykkedes. Opgivende måtte hun gå fra øvelokalet uden overhovedet at have blæst en enkelt tone - og så vendte tankerne og tvivlen tilbage. Skulle hun bare give op?

- Hvad var det, jeg havde gang i? Hvad lavede jeg? Omverdenen spurgte ofte, om det var noget, man kunne leve af? Og hvorfor jeg spillede sådan noget musik? Det kan man da ikke, sagde de. Måske er der ikke nogen, der synes, at det, jeg laver, er fedt, spurgte jeg mig selv om.

- Det var et afgørende øjeblik, for dér skulle jeg virkelig kæmpe. Jeg ringede tudbrølende til mine forældre, som mindede mig om, at jeg skulle kæmpe for mine værdier og huske på, hvem jeg var. Du kan godt, lød det fra dem, siger hun.

Og det gjorde hun så.

Mand, børn og tilbage til Toftlund

Som 28-årig mødte Louise sin mand, kontrabassisten Tom Blancarte, i New York, hvor de senere slog sig ned for at fokusere på musikken. Men livet som professionel musiker var ikke let for nogen af dem. 

Ofte blev de konfronteret med virkeligheden, når betalingen for deres seneste koncert endnu ikke var tikket ind på kontoen, og den dyre husleje i New York skulle betales.

- Der har været måneder, der har været barske, og hvor vi måtte finde en måde at overleve på. Vi er begge to improvisationsmusikere, så vi er vant til at finde løsninger på problemer, siger Louise.

Derfor supplerede de med flere forskellige bijob. Tom tog job som flyttemand, de tog begge flere undervisningstimer eller rejste for festivaljobbene. 

På et tidspunkt var pengene dog ved at være brugt, og huslejen i New York var for dyr. 

Et opkald fra Louises forældre hjemme i Toftlund skulle vise sig at få afgørende betydning.

Louise og Tom blev gift på rådhuset i New York City, men de valgte også at holde et bryllup i Danmark.
Louise og Tom blev gift på rådhuset i New York City, men de valgte også at holde et bryllup i Danmark.
Foto: Privatfoto

De forslog, at parret flyttede hjem til Toftlund i Sønderjylland – og de ønskede at hjælpe med huslejen, indtil de var kommet ovenpå igen.

- Jeg havde altid svoret, at jeg aldrig skulle vende tilbage til Toftlund, fordi byen var manifestationen på det, som jeg gerne ville væk fra. Det var for omklamrende og sikkert.

Men pengene var ved at være brugt, og samtidig ønskede parret brændende at få børn og flytte tættere på de kommende bedsteforældre.

quote

Byen var manifestationen på det, som jeg gerne ville væk fra. Det var for omklamrende og sikkert.

Louise Dam Eckardt Jensen.

Derfor tog de imod tilbuddet fra Louises forældre og flyttede hjem – tilbage til Toftlund og væk fra New York, hvor deres kollegaer og musikken var.

- Jeg kan huske, jeg nærmest fik et angstanfald, efter at beslutningen var taget. Men Tom fik mig talt til ro, siger Louise.

Og så blev kufferterne ellers pakket. 

Modsætningsforhold

Tilbage på jazzklubben i USA fyldte Louise lungerne med luft og skabte den afsluttende tone. Datteren havde sovet fredfyldt under det meste af solokoncerten, men var begyndt at røre på sig og tigge efter mad. 

Derfor overtog hendes mand Tom scenen, så hun kunne gå ned og give den lille mad. Det var lykkedes at spille hele koncerten uden afbrydelser, og arrangøren var glad.

- Tom havde hele tiden sagt, at det nok skulle gå, og at vi bare skulle tage det stille og roligt. Jeg troede ikke rigtig på ham, men det viste sig at være rigtigt, siger hun.

Den koncert gik godt, og det gjorde mange af de næste koncerter også, da parret og deres få måneder gamle datter fortsatte turnéen rundt i USA de efterfølgende syv uger. En tur der bekræftede parret i, at de måske godt kunne udleve deres drøm alligevel.

quote

Det er en gave, at jeg får lov til at leve min drøm ud.

Louise Dam Eckardt Jensen

- Alle tankerne viste sig at være ligegyldige. Så længe vi bare var der, og børnene havde mor og far omkring sig, så skulle det nok gå. Det kunne sagtens lade sig gøre, siger Louise.

Siden koncerten i 2013 er der kommet endnu en pige til. Ostara i 2017. Og rejserne, koncerterne og musikken har der også være masser af tid til. Senest var hele familien i Japan i en måned i 2019.

Økonomien er der også kommet lidt mere styr på. Tom underviser på højskolen i Toftlund, og Louise underviser nogle timer på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København, så der er mulighed for, at de kan rejse ud og turnere.

- Toftlund er blevet vores base. Her er ro, og så kan vi rejse ud i den store verden. Modsætningsforholdet er ret fedt. Jo, der kan komme andre udfordringer, og det kan være hårdt, men lige nu føles det rigtig godt, og hvem ved – det kan være, at vi flytter igen.

Også parrets børn skal lære at spille musik. De får i hvert fald muligheden allerede som helt små.
Også parrets børn skal lære at spille musik. De får i hvert fald muligheden allerede som helt små.
Foto: Privatfoto

Parrets glæde for musikken har de også at givet videre til børnene. Den ældste spiller tværfløjte og går til cello. Den yngste skal efter sommerferien starte til musik, hvor der skal leges med instrumenter. 

Ønsket om at være både mor og professionel musiker gik for alvor op i en højere enhed, da den ældste datter for ikke så længe siden udbrød, at det var dejligt, forældrene spillede musik.

- Det er en gave, at jeg får lov til at leve min drøm ud, men det er også vigtigt for mig, at mine børn kan se og ved, at jeg er glad – ikke mindst for det, jeg laver, fortæller Louise.

Du kan møde Louise i programmet 'Én skole - otte liv', der kan ses lige nu på TV SYD Play.