Solen havde forbrændt hans arme, som nu var svulmet op med blærer. Samtidig var hans fodsåler fyldt med vabler, for han havde ikke taget højde for regntiden, som gjorde det umuligt at holde sko og strømper tørre.
Charlie Uldahl Christensens visum var tæt på at udløbe, så han havde travlt med at komme ud af Sierra Leone.
Lægerne sagde til mig, at hvis jeg var kommet bare én dag senere, ville jeg formentlig være død
I tre måneder havde han gjort ophold i landets hovedstad, så formen var ikke helt god.
Det måtte være derfor, han følte sig så udmattet, mens han traskede ad de mudrede veje for at nå grænsen til Liberia i tide.
Efter flere dages vandring kollapserede han hos en tysk familie, som havde tilbudt en sofa for natten. Charlie rystede over hele kroppen, da han næste morgen blev vækket af familiens far. Han var sygeplejerske og målte derfor Charlies temperatur.
41,5 grader.
Den tyske mand kørte straks Charlie på hospitalet, hvor en blodprøve viste, at han havde både svær malaria, tyfus og en parasit, som åd hans blodlegemer.
- Lægerne sagde til mig, at hvis jeg var kommet bare én dag senere, ville jeg formentlig være død, fortæller Charlie Uldahl Christensen og indrømmer, at hans største bekymring i det øjeblik ikke var døden, men at hans visum ville udløbe, inden han nåede Liberia.
- Herhjemme lyder det fuldstændig vanvittigt at sige, at jeg har haft malaria syv gange, tyfus to gange og har været ved at dø af tropiske sygdomme, men hvis man kender nogle, der har levet en årrække i Afrika, vil de typisk have samme historie, så for mig handlede det bare om at komme videre, så jeg kunne gennemføre min mission.
En mission som ikke lod sig begrænse af dødelig sygdom. Den bratte afslutning indtraf først, da han blev smidt bag tremmer i Nigeria.
Var selv en del af problemet
Charlie Uldahl Christensen har en fortid som soldat, hvor han i begyndelsen af sine tyvere var udstationeret. Bagefter tænkte han på, hvad den højere mening med hans tilværelse var.
Jeg har ikke taget projektet på mig som et kors, jeg slæber bag mig
- Jeg følte en meningsløshed med tilværelsen, som jeg tror, at måske særligt mange unge mennesker oplever, siger han og forklarer, hvordan han efter sin udstationering tænkte meget over sin egen rolle og formål i verden.
- Jeg spurgte mig selv, om jeg var en del af verdens problemer eller en del af løsningen og kom til det ubekvemme svar, at jeg nok i højere grad var en del af problemet.
Han satte sig for at finde ud af, hvordan han kunne skifte kurs og i stedet bruge sit liv på noget, som ville bidrage til at løse en del af verdens problemer.
Svaret fandt han under en rejse i Afrika. Her så han, hvordan de lokales største problem var, at de skulle gå langt for at skaffe rent vand.
Kvinderne gik hver eneste dag en 19 kilometer lang vandring for at komme til nærmeste vandkilde for at hente rent vand til landsbyen.
- Det var helt vildt for en forkælet dansker at komme ned og opleve. Mens jeg drak flaskevand, som jeg havde købt inde i byen, var der mennesker omkring mig, som havde helt andre levevilkår, siger Charlie Uldahl Christensen.
- Det kom som en strøtanke, at jeg kunne gå fra Esbjerg til Tanzania som en symbolsk handling. Jeg vil gå, så de ikke behøver at gå, fortæller han og forklarer, hvordan tanken inspirerede ham til at etablere en frivillig organisation med det primære formål at skaffe rent vand til afrikanske samfund.
På sin 27-års fødselsdag gik han fra Esbjerg mod Tanzania i Afrika.
En vandretur på 19.200 kilometer med formålet at skabe opmærksomhed på den globale vandkrise og rejse penge til vandforsyninger til lokalsamfund i de 13 afrikanske lande, som han passerede på sin vej.
En brat afslutning
Charlie Uldahl Christensens arbejde med sin organisation har siden 2015 skaffet basal adgang til drikkevand til 46.000 mennesker i Afrika.
Walking for Water
Charlie Uldahl Christensen stiftede i 2015 organisationen Walking for Water.
Organisationen er almennyttig og drives af frivillige.
Formålet er at skabe adgang til rent drikkevand ved primært at etablere brønde og håndpumper i afrikanske landsbyer.
Organisationen tager imod donationer fra både kommercielle virksomheder og privatpersoner.
Han indrømmer, at han sikkert kunne have hjulpet endnu flere mennesker ved at have et 8-16 job herhjemme og sende sin løn til velgørende formål, men så ville han ikke kunne udleve sin drøm.
- Jeg har ikke taget projektet på mig som et kors, jeg slæber bag mig. Det er ikke et offer for at skaffe vand, når jeg kombinerer det med min egen lyst til eventyr, forklarer han og uddyber:
- Jeg tror altid, at jeg har kunnet tænke mig at være opdagelsesrejsende eller leve i en tid med hvide pletter på verdenskortet, som jeg kunne opdage og skrive mig selv ind i historiebøgerne.
Som opdagelsesrejsende i det enogtyvende århundrede erfarede Charlie dog, at selv ikke syv omgange malaria og to gange tyfus kan spænde ben på samme måde som et ugyldigt visum.
Efter tre og et halvt år på landevejen udløb hans visum i Nigeria, og hos immigrationsmyndighederne blev han sat i en fængselscelle. Her var ingen senge eller bænke, men kun madrasser på gulvet, et toilet og en balje med vand, som han skulle dele med otte andre.
Nogle havde allerede siddet der i halve og hele år, mens de ventede på deres dom.
Hver dag blev han nægtet at ringe til sin familie eller ambassaden, så det var først, da en bekendt i Nigeria begyndte at undre sig over hans fravær. Hun kontaktede derfor Charlies mor, som bad det danske udenrigsministerium om hjælp.
Efter seks dage bag tremmer lykkedes det den danske ambassadør i Nigeria at få Charlie løsladt takket være et opslag på Instagram, hvor de nigerske myndigheder kunne se, at Charlie rent faktisk havde haft et lovligt visum, da han rejste ind i landet.
Løsladelsen var dog under forudsætning af, at han straks blev deporteret til Danmark.
I mål om tre år
Hjemme i Esbjerg voksede Charlies irritation. Ikke over deporteringen eller karantænen fra Nigeria, men over ikke at have kunnet gennemføre sin tur gennem Afrika i ét stræk.
Det her er et mål, som jeg har sat for mig selv for snart otte år siden, og jeg har ikke lyst til at være en person, der giver op
På intet tidspunkt tænkte han dog, at missionen var slut, og de seneste tre år har han derfor brugt på at forberede sig, så han på sin 35-års fødselsdag 18. maj kan begynde, hvor han slap.
Foran sig har han 7.000 kilometer til fods fra Nigeria til Tanzania. En tur han regner med vil tage tre år.
- En ting er, at jeg lever af min integritet, så hvis jeg siger, at jeg vil gennemføre, så vil jeg holde ord. Den anden side er min stolthed. Det her er et mål, som jeg har sat for mig selv for snart otte år siden, og jeg har ikke lyst til at være en person, der giver op, siger han.
Nu tæller han dagene til 20. marts, hvor han sammen med sin kæreste drejer nøglen, trykker på speederen og kører ud ad parkeringspladsen i Esbjerg. Sammen skal de vandre i Spanien en uges tid, inden Charlie flyver til Afrika.
- I det øjeblik tror jeg, der rammer en eufori. Så er eventyret i gang, siger han og mindes dagen i 2015, hvor han tog de første skridt på sin mission.
Så snart han havde passeret bygrænsen, følte han, at en sten faldt fra hans skuldre, for nu kunne han ikke forberede sig mere.
Var han 100 procent klar? Overhovedet ikke, men der var ikke andet, han kunne gøre end at gå. Og den ro glæder han sig til atter at mærke.
