Bjarne havde aldrig set noget lignende - men fremover skal det gribes anderledes an
I begyndelsen af januar knoklede beredskabet ved blandt andet Ribe Å og Kammerslusen, der løb over sine bredder. Nu ligger en rapport klar om indsatsen: Noget skal gøres anderledes næste gang.
Bjarne Kiholm havde aldrig oplevet noget lignende.
Han har boet lige ved siden af Kammerslusen i 20 år og så til, da Beredskabsstyrelsen og Sydvestjysk Brandvæsen 7. og 8. januar pumpede millionvis af liter vand væk fra Ribe Å og ud i Vadehavet.
Nu har Sydvestjysk Brandvæsen evalueret hele indsatsen under vinterstormen Floriane i Varde, Fanø og Esbjerg kommuner, som er de tre kommuner Sydvestjysk Brandvæsen dækker.
Konklusionen på indsatsen er - ifølge brandvæsnet selv - at den har været "tilfredsstillende" - der er dog nogle ting, der skal gøres markant anderledes en anden gang.
Fraråder pumpning ved to sluser
Man er kommet frem til, at pumpeindsatsen ved både Kammerslusen og Sneum Sluse havde en begrænset effekt.
Derfor fraråder Sydvestjysk Brandvæsen nu, at man fremover pumper her ved kommende klimahændelser.
Ved Kammerslusen har man ikke mulighed for at indsætte en tilstrækkelig stor kapacitet, mens pumpekapaciteten skal øges betragteligt ved Sneum Sluse, hvis det skal give mening.
Vinterstormen Floriane gav store nedbørsmængder i store dele af Jylland. Samtidig var der forhøjet vandstand i Vadehavet, som gjorde at sluseportene ved Kammerslusen blev lukket for at undgå at de store vandmængder fra Vadehavet ville udgøre en trussel for Ribe by.
Hele pumpeprojektet ved Kammerslusen og Sneum Sluse var ifølge Jens Mølgaard, der er beredskabschef ved Sydvestjysk Brandvæsen, et forsøg. Og derfor har man nu evalueret det og kommet frem til, at man ved fremtidige hændelser i stedet skal lægge kræfterne andetsteds.
Det viste sig nemlig, at pumpearbejdet ved kammerslusen ikke gjorde den store forskel på vandniveauet.
Vand fra hele Jylland kom sivende
I forbindelse med indsatsen ved Kammerslusen blev der pumpet omkring 70.000 liter vand væk i minuttet. Ifølge Jens Mølgaard kom vandet på indersiden af sluseporten sivende fra hele Jylland.
Både Jens Mølgaard og naboen til Kammerslusen, Bjarne Kiholm, er enige om, at vandproblemet ved Ribe ikke bare lige sådan løses med et snuptag.
Derfor er den mangeårige Ribe-borger Bjarne Kiholm og andre ved at lede efter en gammel vandhåndteringsplan for området fra 1976. Den skulle eftersigende gemme sig i Rigsarkivet.
- Nu er jeg jo Ribe-dreng og har arbejdet med vand altid. Så jeg kalder det, at vi skal kigge på hele marsken og Ribe, og så skal vi lave et vandhåndteringsprojekt. Vi skal være kloge nok til at bruge den erfaring, som vores forfædre har fået; at vand løber nedad.