Oversigt

Esbjerg FB får minimal pointstraf

Der var tale om en fratrækning af hele seks eller ni point i ligaen til EfB - men det bliver kun tre.

Det skriver JydskeVestkysten.

Baggrunden for straffen er, at der den seneste tid har været intern ballade i den vestjyske traditionsklub. Senest er det endt med en rekonstruktion af Esbjerg fB. 

Og når rekonstruktionen formentlig bliver gennemført i løbet af april, vil pointstraffen blive aktuel.

JydskeVestkysten skriver videre, at det afgørende punkt i sagen blev, at Divisionsforeningen har anerkendt, at EfB ikke selv står bag indgivelsen af en rekonstruktion. Hvis det havde været tilfældet, havde pointstraffen været hårdere.

De fratrukne point ændrer dog ikke meget i toppen af 2. Division. Aktuelt har Esbjerg fB hele 11 point ned til forfølgerne fra FC Roskilde - og med den kommende pointstraf vil der fortsat være et solidt hul på otte point.