Oversigt

Kirke får millioner til istandsættelse

Igennem længere tid har det dryppet ind i den gamle bygning, og her har man forsøgt at holde vandet ude med presenninger og baljer.

Men den midlertidige løsning skal blive permanent - og derfor modtager Zions Kirke i Esbjerg flere millioner til istandsættelse fra staten.

- Nogle steder er der kommet skimmelsvamp på grund af fugten, og det er jo ikke sundt for rummet, siger Søs Honoré, der er kirkeværge i Zions Kirke. 

Selvom problemet bliver taget hånd om nu, er det ikke første gang, at Zions Kirke har gjort myndighederne opmærksomme på problemet. 

- Der er jo kirkesyn hvert år, hvor man er oppe og kigge, og man har jo kunne se, der stod spande og presenninger, men man har ikke gjort noget ved det, siger kirkeværgen. 

Syv kirker i Syd- og Sønderjylland kan se frem til at modtage sammenlagt 7,8 millioner kroner til istandsættelse.

Disse seks andre syd- og sønderjyske kirker får penge til istandsættelse:

  • Egen Kirke (74.810 kroner)

  • Jegerup Kirke (653.079 kroner)

  • Vojens Kirke (796.130 kroner)

  • Ribe Domkirke (137.465 kroner)

  • Bramdrup Kirke (144.201 kroner)

  • Højst Kirke (2.564.188 kroner)

Flest penge tilfalder i år Zions Kirke i Esbjerg, som modtager 3,5 millioner kroner. 

- Det er fantastisk, at de har tilgodeset os, også fordi vi har et mega stort projekt foran os, siger Søs Honoré.