Læge fik en idé i baghaven – nu satser familien alt på den
I 26 år sad Poul Kulmbach bag nedrullede gardiner i sin lægepraksis og savnede frisk luft. Nu satser han alt på vindruer i baghaven.
Der er sket et uheld i år. Poul Kulmbach mistænker, at det skyldes havgus. En tåge der blæste fra havet ind over kysten sidst i juli og ødelagde bladene på hans vinstokke.
Da druerne begyndte at svulme op i august, vidste Poul derfor godt, at sukkerprocenten kunne risikere at være lav og dermed bringe ikke bare høsten, men hele det kommende års arbejde i fare.
Hver eneste dag i september har hun sammen med sin mand studeret druerne nøje, smagt på dem og håbet, at sukkerprocenten ville stige.
Imens han har grublet over, hvornår den altafgørende dag skulle falde. Høsten.
Turde han lade druerne hænge og modne et par dage endnu og håbe på en højere sukkerprocent, velvidende at efterårets omskiftelige vejr ville kunne sende kaskader af regn over vinstokkene og forpurre høsten?
Det kommende års produktion afhang af dén beslutning.
Det er dumhed, idealisme og entusiasme at plante så mange vinstokke
Poul Kulmbach, vinbonde
I mange år havde campingvognen trillet gennem charmerende byer med smalle, brostensbelagte gader og pastelfarvede bindingsværkshuse i Alsace. De gjorde stop ved vinkældre i Champagne og smagte på lokale charcuteri-varer og oste i Bordeaux og Bourgogne.
Minderne fra de frodige haver af snorlige vinranker og dybgrønne bakkedale i Frankrig stod frem i hans hukommelse.
- Poul har tit sagt, at han gerne ville være vinbonde i Frankrig, men derfra og til rent faktisk at producere selv var der ikke nogen af os, som havde planlagt, fortæller Birte Kulmbach.
Det skete først flere årtier senere, da de flyttede til Vester Vedsted, og Poul opdagede, at der var plads til en vinmark i baghaven.
Kun ét forsøg
I 2008 plantede Poul Kulmbach de første 400 vinstokke i baghaven ved Vester Vedsted.
Allerede efter det første år gjorde han hobby-projektet kommercielt og besluttede hurtigt derefter at opsige sit arbejde som læge og gå tidligt på pension for at kunne vie alt sin tid til vinen.
- Vi har hele vores arbejdsliv været indendørs og hverken fået frisk luft eller fulgt årstiderne, fortæller Birte Kulmbach, som af netop den grund valgte at gøre det samme som min mand.
Jeg lærte hurtigt, at jeg skal tænke mig om, for hvis jeg arbejder imod naturen, så taber jeg
Poul Kulmbach, vinbonde
Med alle døgnets timer dedikeret til druerne i baghaven har projektet udviklet sig til i dag at omfatte 10.000 stokke.
- Det er dumhed, idealisme og entusiasme at plante så mange vinstokke, at få dem boret ned i jorden og bygge espalieret op, siger Poul Kulmbach.
Hverken han eller Birte har nogen uddannelse inden for vin, men de har læst og eksperimenteret sig frem.
- Jeg lærte hurtigt, at jeg skal tænke mig om, for hvis jeg arbejder imod naturen, så taber jeg, fortæller han.
Det gælder især, når han skal beslutte, hvornår årets vigtigste dag skal falde.
Det er dagen, hvor han beslutter, at druerne nu er så modne, som det overhovedet er muligt. Dagen hvor han høster og finder ud af, om sommerens havgus har forpurret hele det kommende års vinproduktion.
- Vi har kun ét skud i bøssen. Vi høster én gang om året, og det er det, vi har at arbejde med. Vi kan ikke lave det om, hvis vi har lavet en fejl, siger han.
Mere tid til familie
Egentlig var Poul Kulmbachs plan, at der kun skulle være vinproduktion på landejendommen ved Vester Vedsted, men så foreslog hans datter, Marie Malletier, at hun gerne ville drive restaurant på stedet.
Selvfølgelig arbejder jeg rigtig meget, men når jeg gør, så er børnene sammen med min mor
Marie Malletier, restaurantchef
Marie er oprindeligt uddannet lærer, men sagde sit arbejde op for at få mere tid til at være mor.
Hun bor sammen med sin mand, Xavier Malletier, og deres børn blot en kilometer fra vingården.
Xavier er fransk og uddannet kok, så mens han styrer køkkenet, tager Marie sig af gæsterne i restauranten.
- Selvfølgelig arbejder jeg rigtig meget, men når jeg gør, så er børnene sammen med min mor. De leger ude i haven, hvor jeg kan følge med imens, og så kan de lige suse ind og sige hej, fortæller Marie Malletier, hvortil hendes mand tilføjer:
- Børnene vokser op tæt på deres bedsteforældre og naturen. Det er en kvalitet i livet.
Når børnene bliver store nok, er der bestemt også arbejde til dem på gården. Ikke mindst til høsten hvor alle bidrager.
Det hele kulminerer
Når druerne for alvor vokser i sommermånederne, spiller vejret en afgørende rolle. Er det varmt og tørt, modner druerne langt mere og opnår et højere indhold af sukker, end hvis vejret er køligt og fugtigt.
De mange solskinstimer i for eksempel Italien og Frankrig betyder, at druerne dernede indeholder meget sukker og ingen syre. Det er omvendt i Danmark, hvorfor det primært er hvidvin og mousserende vin, som de producerer på Vester Vedsted Vingård, da disse gerne må være lidt syrlige.
Den 26. september besluttede Poul Kulmbach, at druerne var klar.
27 familiemedlemmer og venner samledes tidligt om morgenen for at høste druerne fra de 10.000 vinstokke.
- Det er kulminationen på det hele. Det er festdagen, hvor vi finder ud af, om vi skal lave hvidvin eller champagne. Eller om vi skal destillere hele skidtet, hvis det er rigtig dårligt, siger Poul Kulmbach.
Så snart druerne er plukket, er det vigtigt, at vinifikationen begynder umiddelbart efter.
Mikroorganismer har nemlig gode levevilkår i afplukket frugt, så druerne skal kværnes, og mosten skal pumpes op i store tanke.
Herefter er det afgørelsens time, hvor Poul Kulmbach finder ud af, om sommerens havgus har ødelagt hans høst.
- Vi kan tilføje en smule sukker eller fjerne lidt syre, men mere kan vi ikke gøre. Hvis ikke druerne har været modne nok, så får vinen den smag, som mosten nu engang har, siger han.
Afgørelsen
Målingen viste et sukkerindhold, der ikke var helt så højt, som Poul Kulmbach havde håbet.
Vi er ikke rige. I hvert fald ikke på penge
Marie Malletier, restaurantchef
Selvom Poul plantede sin første vinstok for 15 år siden, er det først i år, han begynder at kunne sælge vin til restauranter og vinbutikker.
Vinproduktion er en langsommelig proces, hvor der i mange år ryger flere penge ud, end der kommer ind.
Når marken er tom efter høsten, og frosten kommer, er der et par måneder på Vester Vedsted Vingård, hvor de kan sænke skuldrene, inden tankerne og druerne igen spirer.
Vintermånederne skal især gå med det kommende generationsskifte. Marie og Xavier er nemlig gået i mesterlære hos Poul.
Marie Malletier er klar til at gå i sin fars fodspor, følge årstidernes gang, skabe og kreere med sine hænder. Også selvom det betyder, at hun skal leve med naturens uforudsigelighed og potentiel havgus igen næste år.
- Vi er ikke rige. I hvert fald ikke på penge, men på mange andre ting, siger hun.
Mens mange lever fra weekend til weekend eller ser frem til næste ferie, insisterer alle tre generationer på Vester Vedsted Vingård på, at det vigtigste af alt er hverdagene. For det er hverdagene, der er flest af.
- Jeg har brug for at være glad i min hverdag. Ellers tror jeg, at jeg visner, siger Marie Malletier og suppleres af sin far:
- Min plan var at gå og nulre ude i marken og lave vin, og det, synes jeg, er lykkedes meget godt. At de to vil følge efter gør, at det ikke er et spildt projekt.