Tonen er bramfri i pølsevognen stoppestedet i Esbjerg. Her bliver givet og taget med højt humør. De fleste kunder er da også velvoksne mænd i slidstærkt og sarkasmeafvisende arbejdstøj.
- Det er rart, at man kan stå og være lidt mandelumre uden at der er nogen, der føler sig krænkede, siger en af kunderne, Allan, der ikke kommer hver dag, men tit, som han siger.
- Det er dejligt at komme ind i et rum, hvor man kan sige det, man tænker. Mine grænser er vide, og jeg har ikke oplevet at blive ked af det, fortæller pølsedamen selv.
Jeg har aldrig tænkt, at i dag gider jeg ikke.
Karina var egentlig på vej i en helt anden retning. Hun gik på handelsskole og kom i lære som revisor.
- Jeg var glad for at gå i skole og for klassekammeraterne, men da jeg så kom i lære, så passede det mig ikke. Jeg følte mig fanget på det kontor, så da pølsevognen her kom til salg, gik der en uge, så var den min, og det har jeg aldrig fortrudt, fortæller Karina.
Corona og elpriser
Det har nu ikke kun været medvind hele vejen. Først var der corona-nedlukningerne, og så steg elpriserne, så Karina måtte fyre sin eneste ansatte.
- Der var da et par gange under coronaen, hvor jeg tænkte, om det nu var det rigtige, jeg havde gjort. Men jeg har aldrig nogensinde prøvet at stå op om morgenen og tænke, i dag gider jeg ikke tage på arbejde, fortæller Karina.
Karina er 36 år og har et ganske imponerende CV. Hun har været servitrice, men der huede arbejdstiderne hende ikke. Stoppestedet lukker, når de mange fabrikker i kvarteret lukker, og så er der endnu en fordel:
- Mine kunder bliver ikke dummere hvis de spiser to burgere. De fleste mennesker bliver i hvert fald ikke klogere i løbet af aftenen. Mine kunder er måske ikke rigtigt kloge, når de kommer, siger pølsedamen, og der fik de den. Men de kan forstå det, sådan er tonen bare.
Et socialt gen
Karina har helt tydeligt et socialt gen, men det kan man jo kildre i mange brancher, børnehaver og vuggestuer for eksempel, men:
- Så glad er jeg heller ikke for børn. Jeg kan ret godt lide mine egne, men det er så det, fortæller den glade pølsedame.
Og hun har prøvet at arbejde med ældre.
- Jeg har prøvet at gøre rent hos ældre. Det kunne jeg godt lide, men jeg kunne ikke slippe det, når jeg kom hjem og blev enormt ked af det, hvis de døde, beretter Karina, hvorpå hun gør Allan opmærksom på, at han nok også snart får brug for hjemmehjælp.
En kæmpeflok venner
Så er det bedre med pølsevognen, hvor hun også har civiliserede arbejdstider.
- Her er det mere på hyggebasis. Jeg har da siddet ude på bænken og hjulpet nogle kunder med deres Nemid, når de ikke kunne finde ud af det. Der er også en, der har lånt min bil, fordi hans egen var på værksted. Det er som at have en kæmpeflok venner, som man ikke behøver at købe julegaver til, fortæller pølsedamen med det store hjerte.
