Oversigt

Sygeplejerske får penge til at afhjælpe smerte hos fedmeopererede

Nanna Christiansen har fået en donation til at undersøge, hvordan man kan lette smerterne for mennesker, der er blevet fedmeopereret. Det handler om at komme i gang.

Av, av av. Nanna Christiansen kender det godt fra sit arbejde på Opvågningen på Esbjerg Sygehus. Patienter, der lige er blevet opereret mod fedme har ondt, meget ondt, så ondt, at selv ikke den maksimale dosis af smertestillende midler kan gør smerten udholdelig.

Nu har hun fået to millioner kroner fra Nove Nordisk Fond til at undersøge om, eller hvor meget, det hjælper at få patienter i gang med at bevæge sig efter operationen.

Nanna Christiansen vil holde øje med patienterne i det døgns tid, de normalt er på sygehuset efter operationen, for at se om motion eller bevægelse hjælper på deres oplevelse af smerte. Når de så kommer hjem, er der en aftale med den kommunale fysioterapi, om at det overtager overvågningen.

Projektet, der omfatter 112 frivillige patienter, går i gang efter påske, kommer til at vare to år, og målet er, at det skal ende med en PhD til sygeplejersken fra Esbjerg.