Sygeplejerskestuderende skal lære medfølelse i ny forsøgsordning

Meditation og vejrtrækningsøvelser skal lære de studerende at tackle svære og tunge situationer.

- Pyyyyh, der var blod over det hele, fortæller en ung sygeplejerske til en anden, da de mødes på Akutafdelingens gang på Esbjerg Sygehus.   

Det kan blive både svært og voldsomt, når man arbejder som sygeplejerske. Maja Siem er sygeplejerskestuderende fra UC Syd i Esbjerg med praktik på Esbjerg Sygehus. 

Hun er slet ikke skræmt. 

- Det er spændende og udfordrende her, siger den unge studerende. 

quote

Det handler både om at tage vare på patienten, men også om at tage vare på sig selv som sygeplejerske

Charlotte Mose, sygeplejefaglig direktør, SVS

Medfølelse

Gennem blandt andet meditation og vejrtrækningsøvelser skal de studerende lære at tackle de svære og tunge situationer. 

Maja Siem fra Bork er en af de 20 studerende, der nu her i sjette semester er blevet en del af en forsøgsordning. 

De udvalgte studerende skal som en del af forsøgsordningen lære compassion.  

Det er engelsk og betyder medfølelse eller barmhjertighed.

- Det handler både om at tage vare på patienten, men også om at tage vare på sig selv som sygeplejerske, siger sygeplejefaglig direktør på Esbjerg Sygehus, Charlotte Mose. 

Forsøgsordningen er sat i værk i et samarbejde mellem uddannelsen UC Syd i Esbjerg og Esbjerg Sygehus (tidligere Sydvestjysk Sygehus).
Forsøgsordningen er sat i værk i et samarbejde mellem uddannelsen UC Syd i Esbjerg og Esbjerg Sygehus (tidligere Sydvestjysk Sygehus).
Foto: Finn Grahndin, Tvsyd

Pas på dig selv

- Så de studerende på den måde kan lægge det fra sig og være klar til næste opgave, siger Charlotte Mose.

Maja Siem tager godt imod ideen. 

- Grundlæggende tror jeg, at vi alle ved, at vi skal passe på os selv. Men jeg tror også, at man nemt glemmer det i den travle hverdag. Så det er fint at sætte fokus på det, siger hun. 

Studerende og vejleder ved begge, hvor vigtigt det er at passe på sig selv. "Men vi kan glemme det i den travle hverdag", siger Maja Siem.
Studerende og vejleder ved begge, hvor vigtigt det er at passe på sig selv. "Men vi kan glemme det i den travle hverdag", siger Maja Siem.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Kan knække

Også sygeplejerske - og Maja Siems vejleder - Joachim Christiansen synes, at det er en god idé at inddrage compassion i uddannelsen.  

- Det er vigtigt, at vi ikke tager de tunge oplevelser med hjem, siger han.

Uden de rette redskaber til at tackle de svære og voldsomme situationer risikerer sygeplejerskerne at knække.

Så kurset i compassion er ikke kun en måde at klæde de studerende på til deres kommende job, men også en måde at fastholde dem på jobbet.   

- Hvis vi lykkes med det her, vil vi uden tvivl være en endnu mere attraktiv arbejdsplads, siger  sygeplejefaglig direktør på Esbjerg Sygehus, Charlotte Mose.

Målene for de sygeplejerske-studerende på stamafdelingen er:

At styrke de faglige, personlige og sociale kompetencer som de træner og tilegner sig i det velkendte og trygge læringsmiljø.

At give dem et tilhørsforhold og skabe sociale relationer i deres stamafdeling som bidrager til social og psykologisk tryghed.

At give dem mulighed for at udvikle de samme kliniske færdigheder uanset specialet på den afdeling de tilknyttes. Målet er altså ikke at gøre dem til specialister i stamafdelingens speciale.

Hvor er toilettet?

Undervisningen i compassion er en del af en forsøgsordning, der vil give de studerende bedre mulighed for at skifte mellem studiet på UC Syd og én bestemt afdeling på Esbjerg Sygehus. 

- Det vil give de studerende en bedre mulighed for at gå i dybden med de opgaver, der er på afdelingen fremfor at skulle skifte afdeling hver gang.     

- Det er da så godt, for man bruger rigtig meget tid hver gang på at finde ud af de mest simple ting som: "Hvor er toilettet?" og "hvem er hvem?", siger Maja Siem.