Oversigt

Vinterbadere hoppede i baljen for at hjælpe patienter

En gruppe vinterbadere tog i dag plads i fem badebassiner med meget koldt vand foran Sygehuset i Esbjerg.

De var der i anledning af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, hvor almindelige danskere ved selvsyn kan opleve forskningsprojekter.

Vinterbaderne var forsøgskaniner i et projekt, der forhåbentlig kan komme patienter indlagt med svær infektion til gode. 

Klokken 14.45 tog de plads i fem fyldte vandbassiner med en temperatur på kun fem grader. 

Koldt for nogle - helt perfekt for deltagerne, som var udvalgt blandt mange interesserede.

Resultaterne af det iskolde "liveforsøg" skal forskere fra Forskningsenheden for Akutmedicin på Esbjerg Sygehus forhåbentlig bruge til at hjælpe patienter, der bliver indlagt med svær infektion. 

- Nedkøling er en afgørende faktor for at få blodtrykket til at stige hos de her patienter. Så vi vil undersøge, hvad kroppens respons er, når man udsætter folk for vinterbadning, fortæller forskningsleder ved akutmodtagelsen i Esbjerg, Peter Biesenbach, der stod bag dagens forsøg.