Yngre demente blev ramt af sparekniven - nu trækkes det tilbage
Et aktivitetscenter for yngre med demens skal alligevel ikke lukke til sommer. Det bliver endeligt besluttet på et byrådsmøde mandag aften.
I aften kommer det til at ligge helt fast - sort på hvidt.
Demente og deres pårørende i Esbjerg Kommune vil fortsat kunne bruge Rådgivnings- og aktivitetscenteret for yngre med demens (RAC), der alligevel ikke skal lukke til sommer.
Forligspartierne bag kommunens budget for 2025-2028 valgte i december, at man ville annullere den besparelse, man ellers havde besluttet at lave på området. I aften skal beslutningen formelt behandles i byrådet.
- Da vi tog beslutningen i forbindelse med budgetforhandlingerne, var der en forventning om, at vi kunne få beskrevet en alternativ model, som kunne sikre tilbuddet til den her borgergruppe anderledes, så det ikke kun fysisk var et sted, som det er nu. Det viste sig så, at det var mere omfattende end som så, fortæller borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).
Det viste sig, ifølge borgmesteren, at det ikke kunne løses for den halve million, som man havde afsat i forbindelse med budgetforhandlingen.
Hvad der skal ske efter 2026, skal man finde ud af ved en af de kommende budgetforhandlinger i kommunen.
- De næste par år kører det videre i uændret form, og så har vi også tid til at få en ordentlig proces omkring det, siger han.
Hvem kan bruge tilbuddet?
Esbjerg Kommune skriver på sin hjemmeside, at Rådgivnings- og aktivitetscenter for yngre med demens er for folk, der er:
Du er tidligt i dit demensforløb
Du er op til cirka 75 år
Du kan deltage i fysisk aktivitet
Du kan indgå i sociale sammenhænge
Du er stadig selvhjulpen
Kilde: Esbjerg Kommune
RAC er et tilbud til pårørende og demente, som hører til i både Ribe og Esbjerg. De demente og deres pårørende kan deltage flere gange i ugen i aktiviteter som eksempelvis kan være gåture, museumsbesøg, mentaltræning i form af spil eller sport såsom badminton, petanque eller fodbold.
Tilbuddet koster 1,1 millioner kroner om året.